Den 22. september 2026 sagde USA's præsident Donald Trump, at han havde indgået en aftale med Danmark om Grønland. Aftalen, sagde han, ville give »permanent amerikansk kontrol over sikkerheden og alle andre amerikanske behov i Grønland« og »fjerne alle amerikanske bekymringer«.
Aftalen giver reelt USA permanent adgang samt base- og overflyvningsrettigheder. USA har fået direkte lov til at modernisere Pituffik Space Base og etablere to helt nye militærområder eller faciliteter i Narsarsuaq og Mestersvig. Aftalen har heller ingen udløbsdato – en såkaldt »Infinite Life Agreement«.
»Når rettighederne er permanente, kan Grønland eller Danmark ikke ombestemme sig om 20 eller 50 år.«
Når en fremmed stat får permanent adgang, overflyvningsret og udvidede militære beføjelser, som ikke kan opsiges ensidigt af værtsstaten, kan man sige, at værtsstaten i praksis har mistet kontrollen over sit eget territorium og dermed givet afkald på sin suverænitet.
Når rettighederne er permanente, kan Grønland eller Danmark ikke ombestemme sig om 20 eller 50 år, hvis den geopolitiske situation og dermed interesserne ændrer sig. Selvom det formelle flag stadig er grønlandsk eller dansk, har USA i realiteten den afgørende magt over sikkerheden i området. Man kan derfor beskrive dette som en de facto-opgivelse af suveræniteten.
Med aftalen tilføjede Trump, at hans regering »straks« ville begynde processen med at udvide det militære beredskab i det danske mineområde.
Det europæiske borgerskab vidste, at det ikke var i stand til at kæmpe mod USA. Hvad gjorde det derfor for at undgå at blive ydmyget over for Europas nationer? Løsningen blev en hemmelig samtale væk fra offentlighedens søgelys.
Det danske borgerskab, sammen med den europæiske del af NATO, har gjort alt for at sikre, at denne overdragelse ikke betyder en formel overdragelse af ejerskab og suverænitet. Men »evig kontrol« viser, at det danske borgerskab, som ikke ønsker at lægge sig ud med amerikansk imperialisme og ser sine økonomiske interesser i fare, afstår Grønland til amerikansk imperialisme som en strategisk ressource for i stedet at bevare Washingtons politiske og økonomiske støtte.
Begivenheden markerer et vendepunkt i den arktiske geopolitiske rivalisering og viser de dybt sammenfiltrede bånd mellem landene samt sammenbruddet af den postkolde krigs orden.
Denne aftale er rodfæstet i en logik, som Marx og Engels erkendte for mere end halvandet århundrede siden: Kapitalismen må konstant udvide sig i rummet for at overleve.
Grønland i imperialismens teori
Marx og Engels skrev i Det Kommunistiske Manifest, at borgerskabet »invaderer hele planeten på grund af behovet for stadigt bredere markeder for sine varer«.
Denne sætning indkapsler kernen i den marxistiske forståelse af geografi: Kapitalismen er ekspansionistisk af natur og har konstant brug for at skabe nye rum for at overleve. I imperialismens epoke, som Lenin kaldte »kapitalismens højeste fase«, fører denne ekspansion til verdens opdeling blandt stormagterne og kampen for at genopdele den.
Den marxistiske geograf David Harvey tager denne indsigt til et højere analyseniveau. I bøger som The Limits to Capital (1982) og Spaces of Capital (2001) viser han, at geografi ikke er et passivt redskab for økonomisk handling, men i sig selv et produkt af kapitalistiske dynamikker.
Harvey foreslår begrebet »rumlig løsning«: Kapitalismen griber nye rum, enten ved at eksportere kapital og varer til nye markeder eller ved at indlemme nye befolkninger og ressourcer i akkumuleringscyklussen. Hver kapitalistisk krise fører ifølge Harvey til en geografisk omorganisering af kapitalen: Kapital, der står stille og er bundet på ét sted, bevæger sig i jagten på profit andre steder og forstyrrer dermed det økonomiske landskab.
Harvey udvider også begrebet »akkumulering ved fratagelse« i The New Imperialism (2003). Han argumenterer for, at de voldelige metoder til »oprindelig akkumulation«, som Marx beskriver i Kapitalen – beslaglæggelse af fælles jord, udvisning af bønder og plyndring af kolonier – fortsat er en del af den moderne kapitalistiske akkumulation.
I dag genskabes denne mekanisme blandt andet gennem privatisering af offentlige tjenester, salg af naturressourcer til transnationale selskaber og omdannelse af fælles jord til kapitalgoder.
»Grønland er ikke blot et territorium på et kort. Med mineralressourcer, nye søveje og strategiske militærbaser er øen blevet et centrum for stormagternes rivalisering.«
Grønland, med sine mineralressourcer, nye søveje og strategiske militærbaser, er centrum for denne logik: Det er et rum, som den globale kapitalisme er interesseret i at optage.
Set fra dette synspunkt er det, der sker i Grønland, ikke blot en »diplomatisk aftale« mellem to stater, men et eksempel på en imperialistisk »rumlig løsning«. USA, der står over for strukturelle udfordringer i sin økonomi og stigende konkurrence med Kina, ser Grønland som et rum, hvor landet kan modvirke sin relative nedgang og fastholde sit hegemoni.
Det danske borgerskab, som ser sine interesser knyttet til amerikansk imperialisme, accepterer også denne »løsning«, omend på bekostning af national suverænitet og Grønlands rettigheder.
Hvorfor er Grønland så vigtigt?
Grønland, verdens største ø med et areal på mere end to millioner kvadratkilometer, er derfor ikke blot et »frossent og værdiløst land«, men en geostrategisk skat.
Grønlands værdi afhænger ikke kun af dets materielle ressourcer, men også af dets placering i den globale produktion og de internationale handelsforbindelser.
Grønland kan tilbyde den trængte vestlige kapital tre hovedgevinster: de arktiske søveje, betydelige mineralressourcer og den amerikanske missilforsvarslinje.
De arktiske søveje
Efterhånden som planeten varmes op, og den arktiske havis smelter og bliver mindre udbredt, bliver de arktiske søveje gradvist mere tilgængelige for skibsfart.
De vigtigste er Nordvestpassagen gennem det canadiske arktiske øhav og Nordøstpassagen, især Ruslands Nordsørute (Northern Sea Route) langs den russiske arktiske kyst.
Disse ruter kan på bestemte forbindelser mellem Asien, Europa og Nordamerika forkorte sejladserne betydeligt sammenlignet med ruter gennem Suez- og Panamakanalerne. For eksempel kan sejladser mellem Rotterdam og Shanghai i princippet blive betydeligt kortere via en arktisk rute, selvom isforhold, sæsonbegrænsninger, forsikring, infrastruktur og geopolitisk risiko fortsat begrænser den kommercielle anvendelse.
At kontrollere disse ruter betyder at kontrollere værdistrømme på globalt plan. Den, der dominerer stræderne og overfarterne, kan i krisetider afskære en konkurrent.
Grønland er centralt placeret i forhold til disse ruter, og af denne grund er øen blevet et vigtigt mål for den vestlige imperialisme.
Skatte under isen
Grønland har forekomster af mindst 25 af de 34 kritiske råmaterialer, som Europa-Kommissionen har identificeret som strategisk værdifulde, herunder kobber, nikkel, zink, guld, diamanter, jernmalm, titanium, wolfram og uran.
Disse materialer bruges blandt andet til fremstilling af batterier til elbiler, vindmøller, solpaneler og avanceret militært udstyr. Vestlige lande ser Grønland som en mulighed for at reducere deres afhængighed af Kina, som kontrollerer vigtige dele af de globale mineralforsyningskæder.
Selvom udvindingen af disse materialer står over for mange udfordringer, såsom is, afsides beliggenhed, mangel på infrastruktur, høje udvindingsomkostninger og miljømæssige bekymringer, har den imperialistiske kapitalisme også blikket rettet mod miner, der ikke nødvendigvis er rentable på kort sigt.
Kontrollen over potentielle ressourcer kan i sig selv fungere som et geopolitisk våben.
Som Lenin argumenterede, kæmper monopolkapitalismen om kontrollen over undergrunden og dens ressourcer, også før de teknologisk og økonomisk kan udvindes.
Missilskjold og rumovervågning
Pituffik Space Base, tidligere Thule Air Base, har siden 1950'erne været en central del af den amerikanske missilforsvars- og tidligvarslingsinfrastruktur.
GIUK-gapet – området mellem Grønland, Island og Storbritannien – har længe været strategisk vigtigt for overvågningen af Nordatlanten.
Denne antiubådsflaskehals blev under den kolde krig brugt til at overvåge sovjetiske ubåde. I dag har området fortsat stor betydning for Vesten med hensyn til overvågningen af russisk flådeaktivitet i Nordatlanten og de arktiske farvande.
Med Finlands og Sveriges optagelse i NATO i henholdsvis 2023 og 2024 er syv af de otte arktiske stater medlemmer af NATO; Rusland er den eneste arktiske stat, der ikke er medlem. Denne udvikling har øget den strategiske betydning af Arktis og især Grønland for NATO.
»Søveje, mineralressourcer og missilforsvar har tilsammen forvandlet Grønland til en geostrategisk skat.«
Disse tre elementer – søveje, mineralressourcer og missilforsvar – har forvandlet Grønland til en geostrategisk skat. Men hvor placerer denne skat sig i verdenssystemet?
Hvis Grønland har en perifer plads i den globale arbejdsdeling, bliver denne position i dag omdefineret i lyset af USA's konkurrence med Kina og Rusland.
Ved at kontrollere Grønland forsøger USA at afskære Kina fra de arktiske mineralressourcer og søveje og at begrænse Rusland i Nordatlanten.
Grønland i kampen mod Kina og Rusland
Ifølge Ruslands militærårbog 2026 fører Trump 2.0 en trestrenget strategi mod Rusland: opførelse af en »Golden Dome«-missilforsvarsinfrastruktur i Arktis for at reducere Ruslands nukleare responskapacitet; forberedelse af Canada og Vikingeblokken (Danmark, Norge, Sverige og Finland) til krig mod Ruslands »trussel«; samt pres på Ruslands grænser langs Nordøstpassagen for at gøre korridoren mere befæstet og farlig.
Denne strategi kombineres med pres fra Polen i Central- og Østeuropa samt Japan i Nordøstasien mod Rusland. Alle disse fronter består af amerikanske forsvarsallierede.
Kort sagt fremstilles Rusland som omringet, og denne belejring strammes ifølge denne analyse mere end noget andet sted gennem militærteknisk udvidelse på polarfronten.
Vestlig militær overlegenhed i Arktis
Statistikker viser betydelige vestlige investeringer i moderne kampfly. Finland har besluttet at anskaffe 64 F-35A-fly, Canada 88, mens Norge har modtaget alle sine 52 F-35-fly. Samtidig overvejer Sverige at anskaffe F-35A-fly som en mulig fremtidig afløser for Gripen.
Udviklingen skal ses i sammenhæng med NATO's øgede fokus på alliancens nordlige flanke og Arktis. USA havde omkring 500 F-35A-fly i sin beholdning ved udgangen af september 2025.
Sammenlagt betyder det, at NATO-landene i den nærmeste fremtid vil råde over et antal F-35A-fly, der er mange gange større end Ruslands Su-57-flåde.
Disse statistikker viser ifølge denne analyse, at USA implementerer sin strategiske plan fra 2021 om at »genoprette polarlederskabet«. Russiske vurderinger har samtidig peget på, at »Washington aldrig har opgivet tanken om at flytte grænser i regionen«.
At afskære Kina fra Grønland
For Kina har Grønland været fremtrædende på grund af øens mineraler og nærhed til de arktiske søveje.
I 2018 beskrev Kina sin polarstrategi og opførelsen af »Den Polare Silkevej«. I 2010'erne bød Grønland kinesiske mineselskaber velkommen til investeringer, men mineprojekter med kinesisk samarbejde mislykkedes.
Under amerikansk pres afviste Grønland kinesiske forslag om at bygge lufthavne og omdanne en dansk flådebase til en forskningsstation.
Aftalen fra 22. september 2026 begrænser mulighederne for kinesiske og russiske militære aktiviteter og for visse strategiske investeringer i Grønland. Denne formulering kan ses som et udtryk for aftalens anti-kinesiske og anti-russiske karakter.
Dette forsøg på at opdele verden i monopolsfærer af indflydelse er netop, hvad Lenin beskrev i Imperialismen: kampen for at splitte og genopdele verden.
Men denne militære overlegenhed og denne »sejr« har konsekvenser, der rækker ud over den almene konkurrence.
Spørgsmålet er: Hvad vil Rusland gøre i lyset af denne fastlåste situation? Og hvad vil konsekvenserne være for det grønlandske folk?
Farer forude
Faren ved atomkrig: »Den Gyldne Kuppel« og Ruslands reaktion
En større bekymring er risikoen for atomkrig. Hvis »Den Gyldne Kuppel« i Grønland giver USA mulighed for at iværksætte et første atomangreb uden frygt for et russisk modsvar, kan Rusland blive stillet over for valget mellem at overgive sig og at anvende taktiske atomvåben.
Denne fare er meget alvorlig i en situation, hvor dialogkanalerne mellem Rusland og Vesten er blevet indsnævret eller endda lukket.
Europa er i gang med at forberede sine sundhedssystemer til krig. Den Europæiske Union forfølger også sin »beredskabsunion«-strategi, som omfatter stærkere civilt og militært beredskab, sundhedsberedskab, robust infrastruktur, øvelser og tættere civil-militært samarbejde.
»I denne omfattende krigsforberedelse er der ikke plads til fredsforberedelser. Ingen taler om fredsplaner.«
Den miljømæssige arv – en tikkende bombe
USA etablerede et stort antal militære installationer i Grønland under Anden Verdenskrig og den kolde krig. Mere end 30 tidligere amerikanske militærinstallationer er siden blevet forladt.
De fleste ligger i ruiner i dag. Det, der er tilbage, er enorme mængder vragrester og en tikkende miljøbombe.
På omkring 30 lokaliteter findes dumpede lastbiler, kollapsede kaserner, værksteder og hangarer samt tusindvis af tønder med olie, kemikalier og PCB. Mange af disse materialer er blevet nedbrudt og gennemtæret, og deres indhold er skyllet ud i miljøet, vådområder og havet.
Disse kemiske forureningsstoffer og radioaktive materialer er skadelige for planter, dyr og mennesker, der lever af jagt og fiskeri.
Camp Century – fortiden under isen
Camp Century var et amerikansk militært forsknings- og ingeniørprojekt under Grønlands indlandsis og var knyttet til Project Iceworm, en hemmelig plan om at placere nukleare missiler under isen. Anlægget blev forladt i 1967 og ligger stadig begravet under indlandsisen.
Klimaberegninger har peget på, at fortsat opvarmning på længere sigt kan føre til, at efterladenskaberne fra Camp Century bliver eksponeret og frigiver forurenende stoffer.
Den fortsatte opvarmning af Grønland kan således på længere sigt frigive forurening fra det forladte anlæg. Samtidig betyder afsmeltningen af Grønlands indlandsis, at den frosne forurening under isen på længere sigt kan blive en del af et voksende miljøproblem i hele verden.
Pentagons overordnede synspunkt synes at være, at oprydningen efter tidligere amerikansk militær aktivitet i Grønland i vidt omfang bør håndteres af Danmark og Grønland, mens USA har påtaget sig ansvaret for den militære sikkerhed.
For USA er den grundlæggende udfordring, at hvis landet accepterer ansvaret for oprydningen i Grønland, kan det få konsekvenser for ansvaret ved en lang række andre tidligere og nuværende amerikanske militærbaser.
Er Alaska et varsel om Grønlands fremtid?
Der er ingen tvivl om, at efterhånden som USA udvider sit militære beredskab i Grønland, kan Grønland risikere at opleve en udvikling, der minder om den, Alaska har gennemgået.
Under den kolde krig byggede USA et stort antal militære faciliteter i Alaska. En afhandling fra University of Alaska anslår omkring 435 militære installationer og anlæg på tværs af staten.
De fleste er i dag lukkede, men kemiske, biologiske og nukleare våbentests har efterladt Alaska med tusindvis af ueksploderede bomber og granater samt kemikalier som PCB, olie, tungmetaller og radioaktivt affald.
Forureningen har især ramt Alaskas oprindelige folk, som lever af jagt og fiskeri. De oplever højere forekomster af visse kræftformer end den hvide befolkning. Psykosociale problemer og nedsat IQ hos børn er også blevet dokumenteret i forbindelse med forureningseksponering.
En tidligere undersøgelse fandt omkring seks gange højere gennemsnitlige PCB-koncentrationer i blodserum blandt beboere på St. Lawrence Island end i sammenlignelige amerikanske populationer.
For at undslippe sygdom og modgang flytter mange fra deres hjembyer til nærliggende byer. Denne migration kan føre til tab af lokalsamfund og kultur.
»Det, der er sket med Alaska, kan blive fremtiden for Grønlands folk – en fremtid formet af imperialistisk konkurrence og dens miljømæssige arv.«
Grønland er ikke en brik på stormagternes spillebræt
Grønland er centrum for disse konflikter.
Kilder og videre læsning
- Reuters – Trump, Greenland, Denmark sign deal in bid to end Arctic standoff
Om aftalen af 22. september 2026, den udvidede amerikanske militære tilstedeværelse, Narsarsuaq og Mestersvig samt planerne om Golden Dome.
Læs artiklen hos Reuters - Europa-Kommissionen – Greenland: International Partnerships
God primærkilde til råstofdelen. EU-Kommissionen oplyser, at Grønland rummer 25 af de 34 kritiske råmaterialer, som EU har identificeret som afgørende for den grønne og digitale omstilling.
Læs hos Europa-Kommissionen - U.S. Space Force – 12th Space Warning Squadron
En interessant primærkilde, fordi USA's eget militær beskriver Pituffiks funktion: strategisk missilvarsling, missilforsvar og overvågning af aktiviteter i rummet.
Læs U.S. Space Forces beskrivelse af Pituffik - GEUS – Camp Century Climate Monitoring Programme
Den stærkeste kilde til afsnittet om Camp Century. GEUS beskriver den tidligere amerikanske base under indlandsisen, hvorfor klimaforandringer har gjort den relevant igen, og linker videre til forskningsrapporter og peer-reviewed undersøgelser.
Camp Century Climate Monitoring Programme – GEUS