Krigen i Ukraine fortsætter, Europas regeringer skruer op for oprustningen, og befolkningerne mærker konsekvenserne af de politiske prioriteringer. Men hvor er planen for fred?
Den 24. oktober bragte forsvarsmediet OLFI en opsigtsvækkende leder skrevet af chefredaktør Peter Ernstved Rasmussen. Hans budskab var, at Europa må ændre kurs i Ukrainekrigen og arbejde for en forhandlet fred, før konsekvenserne bliver endnu mere katastrofale.
Det opsigtsvækkende er ikke, at nogen taler om fred. Det har vi og fredsbevægelsen gjort i årevis. Det opsigtsvækkende er, at budskabet nu kommer fra en markant stemme i det danske forsvars- og sikkerhedspolitiske miljø.
Ernstved Rasmussen er bestemt ingen antimilitarist. Tværtimod argumenterer han for massiv europæisk oprustning. Men han peger samtidig på noget, som Rødt Venstre længe har advaret om: Fortsættelsen af krigen risikerer at ødelægge Ukraine og bringe Europa tættere på en direkte militær konfrontation med Rusland.
Og så peger han på noget andet, som fortjener langt større opmærksomhed: Europas befolkninger begynder at mærke konsekvenserne af politikernes prioriteringer.
Europas sociale krise og oprustningen hænger sammen
I Frankrig har hundredtusinder været på gaden i protest mod stigende leveomkostninger, ulighed og forringelser af uddannelsessystemet. Landets enorme statsgæld begrænser mulighederne for at imødekomme befolkningens krav.
I Italien er utilfredsheden med lønninger, pensioner og levevilkår ligeledes tydelig. Og i flere europæiske lande står regeringerne over for et voksende pres for at prioritere almindelige menneskers økonomiske og sociale behov.
Samtidig har Europas politiske ledere forpligtet sig til historisk store militærudgifter. Man kan ikke se de to udviklinger uafhængigt af hinanden. Når regeringerne fortæller befolkningerne, at der ikke er råd til bedre velfærd, men samtidig finder milliarder til nye våbensystemer, er det ikke mærkeligt, at utilfredsheden vokser.
Højrefløjen står klar til at udnytte utilfredsheden
I flere europæiske lande forsøger nationalistiske og højreorienterede kræfter at omsætte den sociale utilfredshed til politisk opbakning. Når mennesker oplever, at deres levevilkår forringes, mens regeringerne prioriterer militærudgifter og udenrigspolitiske ambitioner, opstår der en mistillid, som højrefløjen kan udnytte. Det er en farlig udvikling.
For hvis den etablerede politiske midte fastholder en kurs, hvor oprustning fremstår som ufravigelig, mens sociale forbedringer altid skal afvente bedre tider, risikerer en vigtig del af den sociale protest at blive overladt til nationalistiske kræfter.
Her bliver flygtninge og indvandrere ofte udpeget som syndebukke for problemer, der også har dybe økonomiske og politiske årsager. I stedet for at rette opmærksomheden mod ulighed, nedskæringer og fordelingen af samfundets ressourcer bliver utilfredsheden vendt mod bestemte befolkningsgrupper. Det risikerer at splitte mennesker, som ellers har fælles interesser i bedre velfærd og større social tryghed.
Derfor hænger kampen mod oprustningen, kampen for social retfærdighed og kampen mod racisme sammen i Rødt Venstres politiske perspektiv. Det handler om at fastholde et socialt og demokratisk alternativ til nationalismen – et alternativ, der bygger på solidaritet frem for syndebukke.
Fred i Ukraine – men hvad med oprustningsspiralen?
Her opstår den grundlæggende forskel mellem Peter Ernstved Rasmussens analyse og Rødt Venstres politiske perspektiv. Ernstved Rasmussen argumenterer for en forhandlet fred i Ukraine, men ønsker samtidig, at Europa skal opruste yderligere for at kunne hævde sig militært i den internationale stormagtskonkurrence.
Rødt Venstre mener, at netop denne tankegang er en del af problemet.
Hvis sikkerhed først og fremmest forstås som militær overlegenhed, vil enhver oprustning hos den ene part blive brugt som begrundelse for yderligere oprustning hos den anden. Resultatet risikerer at blive en ny permanent oprustningsspiral, hvor stadig større dele af samfundets ressourcer bindes til militæret.
Det skaber ikke nødvendigvis mere sikkerhed. Det kan tværtimod øge spændingerne og gøre diplomatiske løsninger vanskeligere.
Vi billiger ikke Ruslands invasion af Ukraine. Det er dog velkendt, at Natos løbende udvidelse mod Ruslands grænser var en væsentlig faktor i de spændinger, der gik forud for den nuværende konflikt. Men det ændrer ikke ved, at en varig afslutning på krigen må findes gennem forhandlinger, og at Europas langsigtede sikkerhed også kræver diplomati, nedrustningsaftaler og politiske løsninger.
En fred i Ukraine må ikke blot blive begyndelsen på et nyt europæisk våbenkapløb.
Hvor er Christiansborgs fredsstrategi?
Danmark har brugt enorme summer på militær støtte til Ukraine og har samtidig besluttet en historisk oprustning af det danske forsvar.
Men hvor er den tilsvarende politiske indsats for at skabe fred?
Hvilke konkrete diplomatiske initiativer arbejder den danske regering for? Hvordan forestiller man sig, at krigen skal afsluttes? Og hvordan vil man forhindre, at Europas voksende militærudgifter kommer til at ske på bekostning af fremtidens velfærd?
Det er spørgsmål, som ikke kan besvares med endnu en våbenpakke.
Det er heller ikke tilstrækkeligt at gentage, at Ukraine skal vinde, uden at forklare, hvad en sådan sejr konkret indebærer, og hvordan den skal opnås.
Når selv fremtrædende stemmer fra det forsvarspolitiske miljø begynder at efterlyse en anden kurs, burde det give anledning til eftertanke på Christiansborg.
Europa har brug for et andet sikkerhedspolitisk spor
Rødt Venstre har konsekvent argumenteret for våbenhvile, fredsforhandlinger og et opgør med den militarisering, som præger både dansk og europæisk politik.
Men fred handler ikke alene om at standse kampene i Ukraine. Det handler også om, hvilket Europa vi ønsker at skabe.
Et Europa, hvor stadig større militærbudgetter bliver en permanent politisk nødvendighed, mens befolkningerne må acceptere begrænsninger i velfærden?
Eller et Europa, hvor ressourcerne prioriteres til sundhed, uddannelse, klima, social tryghed og internationale aftaler, som kan mindske risikoen for nye krige?
Det er ikke kun et spørgsmål om udenrigspolitik. Det er et spørgsmål om samfundets fremtid.
Europas befolkninger har brug for fred og social tryghed – ikke en endeløs oprustningsspiral.
Og Christiansborg skylder os et svar på, hvordan den nuværende kurs skal føre til nogen af delene.
Kilder og videre læsning
Den aktuelle debat om Ukraine
OLFI – Peter Ernstved Rasmussen (24. oktober 2026):
Vi er nødt til at kunne tale fordomsfrit om fred i Ukraine
Europas sociale protester og politiske prioriteringer
Le Monde (20. oktober 2026):
Italy, Spain, Belgium, Portugal: Social unrest spreads across Europe amid soaring energy prices and a housing crisis
The Guardian (23. oktober 2026):
France to deploy 70,000 police on Saturday to prevent civil unrest
https://www.theguardian.com/world/2026/oct/23/france-police-demonstrations-civil-unrest
Reuters (8. oktober 2026):
Not just a case of déjà vu in France – om protester, offentlige budgetter og Frankrigs økonomiske situation.
https://www.reuters.com/markets/econ-world/not-just-case-dj-vu-france-2026-10-08
Tidligere artikler fra Rødt Venstre
Rødt Venstre (24. oktober 2026):
Velfærd fremfor våben! – fælles udtalelse fra seks organisationer om oprustning og velfærd.
Ali Hansen (10. oktober 2025):
En analyse af den danske regerings krigsretorik
Sejer Folke (5. juni 2026):
Tale på grundlovsdag, Sejer Folke hos BJMF – om militarisering, demokrati og fred.
Rødt Venstre (4. juni 2026):
Regeringsgrundlaget: Fra velfærdsstat til mobiliseringssamfund
Rødt Venstre (29. september 2023):
Er fortsat krig det eneste svar? – om krigen i Ukraine og behovet for fredsforhandlinger.
Trackbacks/Pingbacks