Mens regeringen sælger sit projekt på billigere mad, gratis tandpleje og investeringer i velfærd, gemmer der sig et andet og langt mere gennemgående tema i regeringsgrundlaget: Danmark skal rustes til krig.
Regeringen skriver selv, at den vigtigste og mest hastende opgave er at sikre en markant styrkelse af den nationale og europæiske forsvarsevne. Forsvarsudgifterne skal op på mindst 5 procent af BNP. EU's forsvarssamarbejde skal accelereres. NATO's styrkemål skal opfyldes. Forsvarsindustrien skal styrkes, og barrierer for våbenproduktion skal fjernes.
Mest afslørende er måske regeringens eget sprog. Målet beskrives som "storskala industriel produktion af omkostningseffektiv militær kampkraft".
Det er ikke bare en formulering. Det er en politisk prioritering, og et ulækkert kynisk udtryk for regeringens syn på det at slå ihjel med våben.
Universiteterne og forskningsmiljøerne skal ifølge regeringsgrundlaget kobles tættere sammen med Forsvaret gennem et "systematisk samarbejde mellem forsvaret og det danske forsknings- og innovationssystem". Forskning, innovation og uddannelse skal i stigende grad understøtte militære formål. Regeringen ønsker samtidig at fjerne såkaldte barrierer for dansk forsvarsindustri og styrke samarbejdet mellem staten, våbenindustrien og forskningsverdenen.
Det nordiske forsvarssamarbejde skal udbygges med flere fælles øvelser, missioner og større "synergi i kapacitetsopbygningen". Samarbejdet på forsvarsområdet i EU skal accelereres for at opnå forsvarsparathed inden 2030. Europas forsvar starter, ifølge regeringen, i Ukraine.
Men regeringen nøjes ikke med at opruste Forsvaret.
Den vil også opbygge et mobiliseringssamfund.
I regeringsgrundlaget tales der om flere værnepligtige, mobiliseringsstyrker og frivillige i hjemmeværn og reserve. Målet er et forsvar, der både kan bemandes i fredstid og mobiliseres i krigstid.
Når regeringen skriver om mobiliseringsstyrker, er det ikke blot tekniske formuleringer. Ifølge oplysninger offentliggjort af DR arbejder Forsvaret med planer om et mobiliseringsforsvar på op mod 180.000 soldater. Tidligere værnepligtige skal kunne genindkaldes i årtier efter endt tjeneste, og op mod hver femte ung kan blive indkaldt til værnepligt. Danmark er på vej mod den største militære mobilisering siden den kolde krig.
Regeringen taler samtidig om totalberedskab. Myndigheder, virksomheder, kommuner og civilsamfund skal i højere grad indgå i en samlet struktur for krise- og krigshåndtering. Forsvaret, industrien, universiteterne og civilsamfundet skal bindes tættere sammen omkring den militære opgave.
Det er et markant politisk valg.
For det mest bemærkelsesværdige ved regeringsgrundlaget er ikke kun, hvad der står i det.
Det er også, hvad der ikke står.
Der findes detaljerede planer for kampkraft, mobilisering, NATO-integration, værnepligt, forsvarsindustri og militær innovation.
Regeringsgrundlaget indeholder detaljerede planer for oprustning, mobilisering, værnepligt, forsvarsindustri og militær innovation. Men freds- og konfliktløsning nævnes ikke som et selvstændigt indsatsområde. Der opstilles mål for kampkraft og forsvarsparathed, men ingen mål for konfliktforebyggelse, konfliktmægling eller fredsskabelse. Regeringen har en plan for oprustning. Den har ingen tilsvarende plan for fred. Det er ikke blot et spørgsmål om penge. Det er et spørgsmål om politisk retning.
For Rødt Venstre handler sikkerhed ikke kun om våben, soldater og militær styrke. Sikkerhed skabes også gennem diplomati, internationalt samarbejde, konfliktforebyggelse, social retfærdighed og respekt mellem folk og nationer.
Når en regering kan fremlægge detaljerede planer for mobilisering af op mod 180.000 soldater, men ikke afsætte hverken ord eller midler til fred og afspænding, så fortæller det noget om dens prioriteter.
Regeringen har en plan for krig.
Den har ingen plan for fred.