Regeringen vil indføre et nyt kontrolregime, hvor personer kan få GPS-fodlænke, kontaktforbud, internetkontrol og påbud om psykologisk eller psykiatrisk behandling – selv om de hverken er dømt, sigtet eller mistænkt for en konkret forbrydelse.

Rødt Venstre mener: I en retsstat straffer vi dokumenterede handlinger – ikke hemmelige vurderinger af, hvad et menneske måske vil gøre i fremtiden.

Forslaget blev sendt i høring før folketingsvalget, men nåede ikke at blive fremsat. Nu har justitsminister Nicolai Wammen bekræftet, at den nye regering agter at gennemføre lovgivningen. Det står også direkte i regeringsgrundlaget, som SF har skrevet under på.

Det fremstilles som en lov rettet mod terrordømte og farlige radikaliserede. Men læser man lovudkastet, er målgruppen langt bredere.

Kontrolforanstaltningerne skal ikke kun kunne anvendes mod mennesker, der er dømt efter terrorbestemmelserne. De skal også kunne anvendes mod tidligere fængselsdømte, selv om deres dom handlede om noget helt andet. Altså vil man går fra princippet om at når man har udstået sin straf, har man betalt sin ”gæld” til samfundet. I såkaldt helt ekstraordinære tilfælde, skal de kunne anvendes mod personer over 15 år, der aldrig er dømt for noget, og hvad er helt ekstraordinære tilfælde i grunden?

Det afgørende bliver ikke en bevist forbrydelse, men PET’s hemmelige vurdering af, hvad et menneske måske vil gøre i fremtiden.

Et nyt system ved siden af strafferetten

Efter forslaget skal PET udarbejde en farlighedsvurdering. På den baggrund kan anklagemyndigheden bede retten om at pålægge den pågældende en eller flere kontrolforanstaltninger.

Det kan blandt andet være:

opholdsforbud og GPS-fodlænke
kontaktforbud
begrænsninger i brugen af internet, telefoner og simkort
kontrol af telefoner, computere og internetaktivitet
forbud mod at besidde, læse eller dele materiale, der klassificeres som terrorpropaganda
våbenforbud og forbud mod deltagelse i skytteforeninger
meldepligt hos politiet
påbud om psykologisk eller psykiatrisk behandling.

Nogle foranstaltninger kan vare i op til ti år, enkelte kan være livsvarige, og en udløbet periode kan efterfølges af en ny afgørelse. Hvis et påbud overtrædes, kan det straffes med op til to års fængsel.

Når først en person er omfattet, får politiet og PET desuden meget vidtgående muligheder for at kontrollere vedkommende. De kan som led i tilsynet i en række tilfælde skaffe sig adgang til personens bolig uden retskendelse og undersøge breve, papirer, telefoner, computere, biler og andet udstyr.

Det er derfor misvisende alene at omtale forslaget som en lov om fodlænker. Der er tale om opbygningen af et omfattende præventivt kontrolsystem ved siden af den almindelige strafferet.

En domstol – men ikke en almindelig åben retssag

Det er vigtigt at være præcis: Det er som udgangspunkt en domstol og ikke PET eller en minister, der skal træffe den endelige afgørelse. Men sagerne kommer i væsentligt omfang til at bygge på hemmeligt efterretningsmateriale.

Den ramte får beskikket en almindelig advokat, men denne får ikke nødvendigvis adgang til hele grundlaget. Fortrolige oplysninger kan fremlægges bag lukkede døre, hvor hverken den berørte person eller dennes almindelige advokat må være til stede.

En særlig sikkerhedsgodkendt advokat skal i stedet varetage personens interesser. Når den særlige advokat har set det hemmelige materiale, må advokaten imidlertid ikke frit drøfte oplysningerne med den person, sagen handler om.

Man kan derfor risikere at skulle forsvare sig mod en vurdering, uden at man selv får at vide, hvilke oplysninger, informationer eller handlinger vurderingen bygger på. I hastetilfælde skal anklagemyndigheden desuden kunne iværksætte foranstaltningerne foreløbigt, inden retten har behandlet sagen.

Domstolskontrol er naturligvis bedre end en ren administrativ PET-afgørelse. Men en dommer kan ikke fuldt ud afhjælpe problemet, når den ramte, ikke får reel mulighed for at kende og imødegå hele sagen mod sig.

Politiske holdninger er ikke en sygdom

Særligt alvorligt er forslaget om påbudt psykologisk eller psykiatrisk behandling.

Lovudkastet giver ikke i sig selv adgang til at fiksere eller tvangsmedicinere mennesker. Det kræver fortsat særskilt hjemmel og helt andre betingelser efter psykiatrilovgivningen. Men det gør ikke forslaget uproblematisk.

En person kan pålægges at deltage i psykologisk eller psykiatrisk behandling. Nægter personen at deltage eller udebliver fra behandlingen, kan det straffes med fængsel.

Der er dermed ikke tale om fysisk tvangsbehandling, men der er heller ikke tale om frivillig behandling i almindelig forstand. Den pågældende stilles reelt over for valget mellem at deltage og at komme i fængsel.

Endnu mere opsigtsvækkende er det, at behandlingspåbuddet ikke nødvendigvis forudsætter en lægelig udtalelse. Ifølge lovbemærkningerne kan retten på baggrund af PET’s farlighedsvurdering fastslå, at personen har en psykisk lidelse eller »ikke-diagnosticerede mentale helbredsproblemer«, som kan have betydning for radikaliseringen.

Dermed blandes tre meget forskellige ting sammen: psykisk sygdom, radikale politiske holdninger og risikoen for vold.

Det kan samtidig sætte læger, psykiatere og psykologer i en alvorlig faglig og etisk konflikt. En behandler skal arbejde ud fra patientens helbred og sit selvstændige faglige skøn – ikke fungere som forlænget arm for PET.

Hvad skal en psykiater gøre, hvis en borger møder som pålagt, men ikke er psykisk syg og efter psykiaterens vurdering ikke har behov for behandling? Hvem afgør, om personen har deltaget tilstrækkeligt? Og skal behandleren vurdere, om patienten er blevet politisk »afradikaliseret«?

En dommer kan pålægge et menneske at møde hos en psykiater. Men en dommer kan ikke gøre en politisk holdning til en sygdom, og PET må ikke overtage lægens faglige skøn.

Kan loven ramme den politiske venstrefløj?

Lovbemærkningerne nævner udtrykkeligt militant islamistiske, højreekstremistiske, venstreekstremistiske og antimyndighedsekstremistiske synspunkter.

Loven er derfor ikke begrænset til islamistiske miljøer eller personer dømt for terror. Den er konstrueret, så den også kan anvendes mod mennesker, som myndighederne klassificerer som venstreekstremister eller antimyndighedsekstremister.

Det betyder ikke, at medlemskab af Rødt Venstre, marxisme, modstand mod NATO, støtte til Palæstina, civil ulydighed eller deltagelse i demonstrationer i sig selv udløser en fodlænke. Efter lovudkastet skal der foreligge en vurderet risiko for voldelig ekstremisme.

Men grænsen fastlægges ikke alene ud fra, hvad personen har gjort. Kontakter, politisk materiale, internetaktivitet, indberetninger og oplysninger fra efterretningstjenesten kan indgå i vurderingen.

Den umiddelbare risiko for, at f.eks. almindelige medlemmer af Rødt Venstre rammes, er derfor lille. Den principielle risiko er alligevel reel. Staten opbygger et apparat, som juridisk også kan rettes mod den yderste venstrefløj, hvis myndighedernes definitioner eller det politiske klima ændrer sig. Vi har set det mange gange, en lov kommer med garanti til næsten ikke til at gælde nogen, men når den så er vedtaget, bredes den ud til mindre forseelser og andet end det der blev lovet i forbindelse med lovgivningsarbejdet.

Et register kan overleve sit oprindelige formål

PET må ikke registrere mennesker alene, fordi de deltager i lovlig politisk virksomhed. Men hvis en person af andre grunde først er kommet i PET’s søgelys, kan oplysninger om politiske møder, demonstrationer, kontakter og holdninger alligevel registreres, når PET vurderer dem relevante.

Netop derfor er lovforslaget principielt farligt. Når myndighederne skal afgøre, hvem der er “radikaliseret”, bliver det vanskeligt at undgå en kortlægning af lovlige politiske aktiviteter og forbindelser. Det behøver ikke begynde som et egentligt register over politiske modstandere. Men oplysningerne bliver indsamlet og kan eksistere længe efter, at den politiske virkelighed og definitionen af “radikal” har ændret sig.

Det historiske eksempel bør mane til forsigtighed: Dansk politi havde før besættelsen opbygget et register over kommunister. Under den tyske besættelse blev oplysningerne stillet til rådighed for det tyske politi og senere anvendt ved arrestationerne af danske kommunister. Sammenligningen betyder ikke, at nutidens Danmark er en besættelsesmagt. Pointen er, at et register oprettet under én politisk virkelighed kan få en helt anden anvendelse under den næste.

Rettighedstab begynder næsten altid med de få

Regeringens svar vil være, at ordningen kun skal anvendes i ganske få og helt ekstraordinære tilfælde. PET anslår selv målgruppen til 10-15 personer om året.

Men netop sådan bliver nye magtbeføjelser normalt indført. Først udpeges en lille og stærkt upopulær gruppe. Derefter accepteres princippet om, at denne gruppe ikke behøver den samme retssikkerhed som andre. Når først apparatet, lovhjemlen og praksis eksisterer, bliver det lettere senere at udvide målgruppen, sænke tærsklen eller indføre de samme redskaber på andre områder.

Glidningen findes allerede i selve forslaget. Begrundelsen tager udgangspunkt i løsladte terrordømte og personer, der er blevet radikaliseret under fængsling. Men målgruppen er udvidet til mennesker dømt for anden kriminalitet og derfra videre til personer, der aldrig er dømt, sigtet eller konkret mistænkt.

Først sagde man terrordømte. Så sagde man radikaliserede. Nu siger man også ustraffede.

Politikerne kan ikke bare udpege deres modstandere – men de bygger apparatet – og det er tophemmeligt

En minister kan ikke personligt udpege et medlem af en oppositionel bevægelse og bestille en fodlænke. PET skal foretage en vurdering, anklagemyndigheden skal føre sagen, og en domstol skal som udgangspunkt godkende indgrebet.

Lækagesagen rejser samtidig en ubehagelig mistanke om, at efterretningstjenester og straffesager kan blive påvirket af politiske hensyn. Da det hemmelige samarbejde mellem FE og det amerikanske NSA blev afsløret, havde regeringen en stærk interesse i at bevare det gode forhold til USA. I den situation kan Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen være blevet gjort til syndebukke: Opmærksomheden blev flyttet fra selve masseovervågningen og det politiske ansvar til spørgsmålet om, hvem der havde talt over sig. Det er ikke bevist, at der forelå en politisk bestilling – men sagen lugter.

Politikerne bestemmer desuden lovens kriterier, myndighedernes beføjelser og rammerne for domstolsbehandlingen. De bestemmer, hvor elastiske begreber som »radikaliseret«, »ekstremistisk« og »trussel« skal være. Og de beslutter, at staten overhovedet skal kunne udsætte ustraffede borgere for straflignende indgreb på grundlag af en vurdering af deres fremtidige farlighed.

Det skaber et apparat, som en fremtidig regering kan udvide eller misbruge – uden at den behøver at oprette en åbenlyst politisk domstol.

Retssikkerhed skal ikke kun beskytte de mennesker, vi kan lide. Den skal først og fremmest beskytte dem, flertallet, regeringen og myndighederne ikke kan lide. At man behandler sine modstandere ordentligt, er kriteriet for ægte demokrati og åbenhed i forvaltningen.

Rødt Venstre siger nej

Rødt Venstre afviser, at ustraffede mennesker skal kunne underlægges et straflignende kontrolregime på baggrund af hemmelige efterretningsmæssige vurderinger.

Vi mener:

at staten skal gribe ind over for konkrete strafbare handlinger, vold og dokumenterede forberedelser til vold
at alvorlige indgreb i borgernes frihed skal forudsætte klare, offentligt tilgængelige kriterier og almindelig domstolsprøvelse
at den anklagede skal kende det væsentlige grundlag for sagen og have en reel mulighed for at forsvare sig
at politiske holdninger aldrig må behandles som en psykisk sygdom
at læger, psykologer og psykiatere ikke må gøres til redskaber for PET’s politiske og sikkerhedsmæssige kontrol
at mennesker, der ikke er dømt eller sigtet for noget, ikke skal kunne straffes for at nægte en behandling, de ikke frit har valgt
at ransagning af bolig og it-udstyr som udgangspunkt skal kræve en retskendelse
at den almindelige ret til politisk organisering, kommunikation, demonstration og opposition skal forsvares – også når holdningerne er radikale og stærkt kritiske over for staten.

Det betyder ikke, at samfundet skal se passivt til, hvis der findes konkrete oplysninger om planlagt politisk vold eller terror. Sådanne forhold skal efterforskes, og hvis beviserne rækker, skal de prøves ved en almindelig domstol.

Men et frit samfund kan ikke bygge på, at staten først klassificerer et menneske som farligt og derefter pålægger vedkommende at bevise, at PET’s hemmelige forestilling hvad personen kan gøre i fremtiden, er forkert. Loven lægger endda op til, at selve mistanken kan holde hemmelig, både for borgeren og dennes advokat.

Hvor står SF og Enhedslisten?

SF er ikke længere blot et parti, som skal tage stilling til forslaget. SF er regeringsparti og har skrevet under på et regeringsgrundlag, der udtrykkeligt lover at gennemføre lovgivning om kontrolforanstaltninger for radikaliserede og terrordømte.

Derfor må SF svare klart: Hvorfor medvirker et parti, der kalder sig socialistisk, til at åbne for fodlænke, internetkontrol, ransagning uden retskendelse og påbudt psykiatrisk behandling af mennesker, som ikke er dømt for en forbrydelse?

Enhedslisten har endnu ikke offentligt og entydigt placeret sig i forhold til det konkrete lovudkast. Partiet bør derfor også svare klart: Vil Enhedslisten stemme imod enhver lov, der giver staten mulighed for at udsætte ustraffede borgere for disse indgreb på baggrund af PET’s vurdering?

Det er ikke tilstrækkeligt at efterlyse en bedre »balance« mellem sikkerhed og retssikkerhed. Her er et grundlæggende retsstatsprincip på spil.

Et demokrati måles på behandlingen af dets modstandere

Mens politikerne taler stadig højere om »danske værdier«, er de i færd med at udhule nogle af de værdier, der faktisk burde kendetegne et frit samfund: åndsfrihed, åbenhed, frisind og beskyttelse af den politiske modstander.

Demokratiet måles ikke på, hvordan magten behandler sine venner. Det måles på, hvordan den behandler sine kritikere, dissidenter og modstandere.

I en retsstat straffer vi mennesker for handlinger, som er bevist ved en domstol. Vi straffer dem ikke for hemmelige vurderinger af, hvad de måske vil gøre i fremtiden.

Når staten først får ret til at behandle ustraffede mennesker som forbrydere, har ikke kun den første lille målgruppe et problem. Så har hele demokratiet et problem.