Der er dage, hvor nyhederne kommer fra de mest uventede steder.
I sin tale ved Mount Rushmore i anledning af USA's 250-års jubilæum fortalte Donald Trump, at kommunismen nu er den største trussel mod USA. Ikke bare en politisk modstander. Ikke bare en idé, han er uenig med. Nej – den største trussel overhovedet. Større end de to verdenskrige, Pearl Harbor og 11. september.
Det var alligevel noget af en oplysning.
Mange havde ellers fået det indtryk, at den amerikanske venstrefløj gennem årtier var blevet presset tilbage af McCarthyisme, FBI-overvågning, neoliberalisme og en politisk kultur, hvor ordet "socialisme" længe nærmest har været et skældsord.
Men Trump ved åbenbart bedre.
Hvis man skal tro den amerikanske præsident, lever den kommunistiske tradition ikke bare videre. Den er blevet så stærk, at den nu udgør den største fare for verdens mægtigste nation.
Det er svært ikke at trække på smilebåndet.
For måske siger Trumps tale mindre om kommunismen end om den usikkerhed, der breder sig blandt USA's magthavere. I de seneste måneder har den demokratiske socialist Zohran Mamdani og bevægelsen omkring ham skabt en politisk energi, som få havde forudset. Pludselig diskuteres transrettigheder, huslejer, milliardærers magt, gratis offentlig service og økonomisk ulighed igen af millioner af amerikanere.
Det er åbenbart nok til, at alarmklokkerne ringer i Det Hvide Hus.
Niels Engelsted bemærkede for nylig med sin sædvanlige lune, at hvis man tager Trump på ordet, må den amerikanske kommunistiske tradition stå på tærsklen til en revolution. Det er naturligvis sagt med et glimt i øjet.
Men der gemmer sig også en alvor bag ironien.
Historien viser nemlig, at magthavere sjældent bruger så mange kræfter på at bekæmpe idéer, de opfatter som døde. Når Trump igen gør "kommunismen" til hovedfjenden, er det, fordi flere og flere amerikanere er begyndt at stille spørgsmål ved et samfund præget af voksende ulighed, dyre boliger, usikre job og et sundhedssystem, som millioner ikke har råd til.
Om Trump har ret i sin analyse, må andre vurdere.
Men én ting kan vi takke ham for: Han har uforvarende mindet verden om, at idéen om et mere retfærdigt samfund langt fra er forsvundet. Tværtimod ser den ud til igen at få mennesker til at organisere sig, diskutere politik og tro på, at verden kan indrettes anderledes. Lad os gå hen og gøre ligeså.
Det er måske den mest interessante nyhed af alle.