Sejer Folke var blevet inviteret til at holde tale på de røde fagforeningers grundlovsmøde i København. Hermed talen.

Tak for at få lov at holde grundlovstale her, blandt Danmarks rødeste fagforeningsfolk.

Det er en stor ære.

Det gav mig lejlighed til at læse grundloven endnu engang, og sammenholde den med virkeligheden.

Jeg har taget nogle forskellige nedslagspunkter.

Stemmeretten.

Vi går måske rundt med en ide om, at alle voksne danskere over 18 år har ret til at stemme.

Det har de ikke.

586.153

Det er godt over en halv million. Det er 12% af den danske befolkning.

Det er mennesker, der bor her, arbejder her, betaler skat her, er en del af vores fællesskab – men som er udelukket fra den mest grundlæggende demokratiske handling - stemmeretten. Vi har indført et andenrangsborgerskab. Vi har skabt et demokrati, hvor vi diskvalificerer en stor del af arbejderklassen og de udsatte fra at have en politisk stemme.

Og.

Det er et tal der stigende. I 2019 var det 8% 

Ved det netop overståede valg var det 12%.

Det er ikke folkestyre. Det er et eksklusivt klubmedlemsskab for dem der er født heldige.

Samtidig slår Grundloven fast, at 1 person, i kraft af at være født ind i den rigtige familie har retten til at ansætte og afskedige ministre, og skal underskrive alle love før de kan træde i kraft. samtidig bliver det slået fast, at han er ansvarsfri, og fredhellig. DVS at han i princippet kan udføre hvilkensomhelst kriminel handling, uden at blive straffet.

Det er jo den rene middelalder.

For det arbejde får han en årsløn på 123 mill. øvrig nær familie får 21 mill. 

Med lidt hurtig hovedregning giver det 330.000 kr om dagen. Også lørdag og søndag vel at mærke. (selvom en blikkenslagersvend i højsæsonen tjener en god løn, så er der alligevel langt derop.)

—————————

Grundlovens paragraf 72 siger, at boligen er ukrænkelig. Det lyder trygt, ikke?

Men prøv at fortælle det til beboerne i Mjølnerparken. Her er boligens ukrænkelighed blevet til en vits. Her kan staten komme og smide dig og din familie ud af jeres hjem – ikke fordi du ikke har betalt din husleje, men fordi politikere vedtager en lov, der erklærer din boligblok for uønsket.

Eller indskrænkningen af de grønne områder i Tingbjerg, for at særligt udvalgte hvide ægtepar kan få overdraget nye huse til særpris. 

De kalder det "omdannelse", men det er ren og skær klassepolitik. Man river boliger ned eller tvinger folk væk, for at mere velstående mennesker kan rykke ind. Det er statsautoriseret fordrivelse af de fattige. Man kalder det social balance; jeg kalder det social udrensning. Og det sker, mens Grundlovens løfte om boligens ukrænkelighed hænger som et hult ekko i luften.

————————-

Pressecensur kan ikke genindføres, står der. Tak for det. Men vi lever i det 21. århundrede. Den offentlige debat sker ikke kun i aviser og på TV. Den sker ført og fremmest på sociale medier. Og her er censuren vendt tilbage – bare i privat regi.

Tag Facebook, ejet af Mark Zuckerberg. En algoritme, en anonym moderator, kan smide dig ud uden begrundelse og uden reel mulighed for appel. Din digitale ytringsfrihed, din adgang til samfundsdebatten, kan lukkes ned fra det ene øjeblik til det andet af en tech-milliardær i Californien.

Grundlovens fædre kunne ikke forudse det. Men vi lever med konsekvensen: At vores vigtigste demokratiske samtale i dag er underlagt totalitære virksomheders luner. Det er en skændsel, at vi tillader, at vores grundlovssikrede rettigheder outsources til kapitalinteresser, der fuldstændig ustraffet kan kvæle ordet.

Grundlovsdagen, er også en dag der handler om Den nationale selvbestemmelsesret.

Igennem mange års medlemsskab af EU, er den til stadighed blevet udhulet. Den sidste store indskrænkning, var afskaffelsen af forsvarsforbeholdet.

Men nu, med det nye regeringsgrundlag, får EUhæren endnu et boost. Det bliver slået fast, at samarbejdet på forsvarsområdet skal accelereres, og at regeringen ønsker “storskala industriel produktion af omkostningseffektiv militær kampkraft”.

Vejen mod et militær-industrielt kompleks i Europa, ligesom i USA, er banet.

Derimod er der ikke blevet plads til at sætte hverken penge eller ord af til, fredsforskning, diplomati eller afspænding.

Tilsidst vil jeg snakke om Hykleri. Nemlig det hykleri der strækker sig ud over vores egne grænser. Vi holder grundlovsfester og taler om retsstatens forrang. Imens sender vores regering våben til verdens sidste overlevende apartheidstat: Israel.

Vi sender våben, der bliver brugt til at udføre et bestialsk folkemord på den oprindelige, palæstinensiske befolkning. Vi gør det i demokratiets navn. Vi gør det, mens vi påstår, at vi kæmper for den regelbaserede verdensorden.

Det er en skamplet på vores grundlovsfest, at vi fejrer friheden ved at sende bomber afsted, der rammer børn og familier i Gaza, og i Libanon og på vestbredden.

(Samler op. Ser optimistisk fremad, men stadig insisterende)

Så kære fagforeningsmedlemmer, hvad er konklusionen på denne dag, hvor flagene skal vaje?

Konklusionen er, at vi ikke må lulle os i søvn. Demokrati er ikke en statisk tilstand, vi fik for 175 år siden. Det er en konstant kamp. 

En kamp mod arvelig magt. 

En kamp for reel stemmeret til alle. 

En kamp for boligens ukrænkelighed – også for de fattige. 

En kamp for ytringsfrihed mod tech-giganternes censur. 

En kamp for freden,  

Og en kamp for at vores udenrigspolitik afspejler de demokratiske og anti-koloniale værdier, vi påstår at hylde.

Vi skal huske, at demokratiet ikke er sikret gennem eksistensen af et stykke papir. 

Den ka kun sikres gennem en kamp, hvor arbejderklassen og fagforeningerne går forrest.

fortsat god grundlovsdag.