14. juli er Frankrigs nationaldag. Dagen markerer stormen på Bastillen i 1789 – begyndelsen på den franske revolution, hvor almindelige mennesker gjorde oprør mod en privilegeret elite og krævede frihed, lighed og broderskab. Det er værd at huske. For ser man billederne fra Paris i dag, er det ikke revolutionens borgere, der fylder gaderne. Det er kampvogne, jagerfly, missiler og tusindvis af soldater.
I år deltager også Danmark. Danske soldater marcherer gennem Paris, mens statsminister Mette Frederiksen er inviteret som gæst sammen med lederne af den såkaldte Koalition af Villige – gruppen af europæiske lande, der ønsker at fastholde og udbygge den militære støtte til Ukraine. Budskabet er klart: Europa skal opruste, Europa skal kunne føre krig uden amerikansk hjælp, og Europas befolkninger skal vænne sig til tanken om, at militæret igen skal spille en hovedrolle i samfundet.
Vi får at vide, at dette handler om europæisk selvstændighed. Men hvis alternativet blot er, at Bruxelles overtager den rolle, Washington hidtil har spillet, hvad har vi så egentlig vundet? For Rødt Venstre er problemet ikke, om militarismen ledes fra Pentagon eller fra Bruxelles. Problemet er militarismen selv. Det gør ikke verden mere fredelig, blot fordi kampvognen eller dronen har et europæisk flag malet på siden.
I disse år bliver frygten for krig brugt som begrundelse for en historisk oprustning. Milliarder flyttes fra velfærd til våben. Værnepligten udvides, der tales i Danmark om en stor mobiliseringsstyrke. Militærbudgetterne vokser, og der tales stadig oftere om, at Europa skal forberede sig på en kommende storkrig. Men historien viser, at når stormagter møder hinanden med stadig flere soldater, stadig flere missiler og stadig større militærøvelser, vokser mistilliden på begge sider. Den ene oprustning bliver begrundet med den andens, og langsomt risikerer den frygt, som skulle retfærdiggøre oprustningen, selv at blive årsagen til den konflikt, alle siger, de ønsker at undgå. En sådan sikkerhedspolitik kan ende som en selvopfyldende profeti.
Det er heller ikke første gang, Europa vælger konfrontationens vej. Efter Den Kolde Krigs afslutning blev NATO ikke afviklet, men udvidet mod øst. Det retfærdiggør ikke Ruslands invasion af Ukraine, som Rødt Venstre tager afstand fra, men det fritager heller ikke Vesten for ansvar for den udvikling, der gradvist har gjort Europa mere usikkert. Når man i årtier bygger sikkerhed på militære blokke, oprustning og geopolitiske magtkampe, bør man ikke undre sig over, at spændingerne vokser. Derfor er spørgsmålet også, hvor den nuværende oprustningsspiral vil føre os hen.
Samtidig er det almindelige mennesker, der betaler prisen. Der er altid råd til flere kampfly, flere missiler og større militærbudgetter. Men når psykiatrien mangler personale, skoler lukker, ældreplejen presses, eller kommunerne må skære ned, får vi at vide, at økonomien er stram. Det er ikke naturens orden. Det er politiske valg. Hver milliard, der bruges på oprustning, er en milliard, der ikke bruges på velfærd. Derfor bliver valget mellem våben og velfærd stadig tydeligere.
Arbejderklassen i Danmark har ikke noget at vinde ved at blive sat op imod arbejderklassen i Rusland, Ukraine, Frankrig eller noget andet land. Krige udkæmpes af almindelige mennesker, mens beslutningerne træffes af regeringer og magthavere. Rødt Venstre ønsker ikke et Europa underlagt USA, men vi ønsker heller ikke et Europa, der udvikler sig til endnu en militær stormagt. Europas fremtid bør bygge på diplomati, nedrustning, folkeret og internationalt samarbejde – ikke på forestillingen om, at fred skabes ved konstant at forberede sig på krig.
Den franske revolution blev ikke et symbol på frihed, fordi folket marcherede bag kampvogne. Den blev et symbol på frihed, fordi mennesker gjorde oprør mod en samfundsorden, hvor en lille elite sad på magten, mens almindelige mennesker betalte prisen.
Når revolutionens mærkedag bruges til at markere Europas militære oprustning, er det værd at spørge: Har vi byttet Bastillens idealer ud med våbenindustriens?