Vi ankom til Paris som Rødt Venstres delegation – Per, Ali og Anton – for at deltage i fredskonferencen den 4.–5. oktober 2025. Men allerede fredag formiddag den 3. oktober havde vi sat os på kontoret hos La France Insoumise (LFI) sammen med Frank Arnold fra bevægelsen for at udveksle erfaringer og fornemmelser fra gaderne. Snakken gik om alt fra kaffepriser til politiske kampagner, og da samtalen faldt på de gule veste, trak Frank vejret dybt og delte sin personlige oplevelse af det sociale oprør, som havde rystet Frankrig nogle år tidligere.

Han mindede os om, hvordan bevægelsen opstod i november 2018, da en ny brændstofafgift blev udløseren for vrede i mange hjem. Inden for få uger stod borgere over hele landet på rundkørsler og blokerede veje i protest mod stigende leveomkostninger og følte sig overhørt. Der var ingen fagforeningsledere eller partiapparater i front; folk kom fra både højre og venstre, og netop den blanding gjorde bevægelsen både stærk og sårbar. Frank indrømmede, at enkelte deltagere råbte racistiske slagord, at en virksomhed blev blokeret, fordi medarbejderne var rumænere, og at antisemitiske tags dukkede op langs motorvejene. Yderliggående grupper forsøgte at udnytte den løse struktur til at radikalisere bevægelsen, og det gjorde ondt på ham at se.

Men Frank understregede også, at sådanne episoder mødte modstand indefra. I Lille udarbejdede lokale gule veste et charter, hvor de “afviste alle racistiske og antisemitiske ytringer.” Kendte figurer som Jérôme Rodrigues og Eric Drouet udsendte en erklæring, hvori de “fordømte uden forbehold alle former for racisme” – et tydeligt signal om, at had ikke hører til i bevægelsen.

Vi kom også ind på La France Insoumises rolle. Frank fortalte, hvordan Jean‑Luc Mélenchon på en pressekonference i februar 2019 sagde, at bevægelsen hverken var racistisk, antisemitisk eller homofobisk. Mélenchon opfordrede racister til at holde sig væk fra de gule veste og betonede, at man ikke kan være racist og samtidig medlem af LFI, fordi partiets filosofi bygger på troen på, at alle mennesker har lige værdi. Efterfølgende drog LFI-parlamentarikere ud til rundkørslerne for at lytte til folk og hjælpe med at holde bevægelsen samlet om sociale krav.

Da vi rejste os for at gå, stod én ting klart: Historien om de gule veste er mere end et oprør mod en afgift. Den handler om en folkelig kamp for værdighed og inklusion. Frank mindede os om, at hvis man vil skabe forandring, kan man ikke nøjes med at skrive læserbreve eller holde fine taler. Man må møde arbejderne dér, hvor de er – hvad enten det er på rundkørslerne, i boligkvartererne eller på arbejdspladserne – lytte til deres frustrationer og gå sammen med dem i kampen for bedre levevilkår. På den måde undgår man, at vrede forvandler sig til had, og man kan i stedet kanalisere den ind i et fælles krav om lighed og retfærdighed.