Den 21. marts markerer vi den internationale dag mod racisme. I år falder dagen i en valgkamp, hvor racisme igen er blevet normaliseret i den politiske debat, og politikerne forekommer at have den analyse at had sælger.
For nylig kunne man ved en fest i ungdomspolitiske kredse høre deltagere danse og råbe “Ausländer raus – Ausländer raus”. Et rent nazistisk slagord, der historisk har været brugt af højreekstreme til at kræve etnisk udrensning. At sådanne råb igen kan optræde i politiske miljøer, viser hvor langt ud den offentlige debat om indvandrere og minoriteter er kommet.
Det er ikke kun et problem på den yderste højrefløj. Når selv politikere på venstrefløjen begynder at tale om mennesker med anden baggrund som et problem, der skal “håndteres”, ikke hører til her i landet, eller når de tilpasser sig en stadig hårdere retorik om indvandrere, risikerer de i praksis at synge med på samme melodi. Den politiske normalisering af fjendebilleder gør det lettere for racisme at slå rod – også når den ikke udtrykkes direkte.
Den 21. marts bør derfor ikke kun handle om at tage afstand fra de mest ekstreme udtryk. Den bør også handle om at se på de strukturer, der skaber og reproducerer ulighed.
Strukturel racisme er ikke nødvendigvis et spørgsmål om enkeltpersoners intentioner eller holdninger. Det er derimod et spørgsmål om, hvordan love, institutioner og praksisser kan skabe systematiske forskelle mellem befolkningsgrupper. I en dansk kontekst handler det i stigende grad om at forholde sig til spørgsmålet om strukturel racisme.
Forskning peger eksempelvis på forskelle tidligt i retssystemet. Personer med minoritetsbaggrund bliver oftere sigtet uden, at det fører til en dom. Tal viser, at indvandrere og efterkommere har mellem 27 og 45 procent større sandsynlighed for, at en sigtelse ikke ender med en fældende afgørelse sammenlignet med etniske danskere. Dette rejser spørgsmål om, hvorvidt der eksisterer en skævhed i, hvem der bliver mistænkt og retsforfulgt og på hvilket grundlag.
Samtidig viser undersøgelser, at en stor andel af personer med minoritetsbaggrund oplever diskrimination i deres hverdag. I nogle undersøgelser gælder det op mod 84 procent. Disse oplevelser knytter sig især til arbejdsmarkedet, boligmarkedet og sociale relationer. Selvom dette ikke direkte handler om strafudmåling, er det en del af en bredere samfundsstruktur, hvor muligheder og behandling ikke er ligeligt fordelt.
Lovgivning spiller også en central rolle i diskussionen om strukturel racisme. Et centralt eksempel er parallelsamfundslovgivningen, ofte omtalt som “ghettoloven”. Denne lovgivning blev indført med det formål at ændre udsatte boligområder, men den har haft vidtrækkende konsekvenser.
Et af de mest omdiskuterede elementer er muligheden for dobbelt straf for visse lovovertrædelser begået i udpegede områder. Formelt gælder denne regel alle borgere, men i praksis rammer den områder med en høj andel af beboere med ikke-vestlig baggrund. Dermed opstår en situation, hvor personer med minoritetsbaggrund oftere kan blive udsat for skærpede straffe – ikke på grund af deres individuelle handlinger alene, men på grund af hvor de bor.
Derudover indebærer lovgivningen nedrivning af almene boliger, krav til beboersammensætning og særlige regler for børn i disse områder. Disse tiltag har til hensigt at fremme integration og mindske sociale problemer, men de rejser samtidig spørgsmål om ligebehandling og rettigheder. Når bestemte boligområder reguleres ud fra kriterier, der inkluderer etnicitet, og man sorterer ud fra kriteriet ”ikke vestlig” er det en både direkte og indirekte form for forskelsbehandling.
Kritikere, herunder menneskerettighedsorganisationer og internationale aktører, har peget på, at denne lovgivning kan have diskriminerende konsekvenser.
Et andet vigtigt aspekt er politisk deltagelse. Omkring 500.000 stemmeberettigede personer med anden etnisk baggrund end dansk har ikke mulighed for at stemme til folketingsvalg, fordi de ikke har dansk statsborgerskab. Dette rejser spørgsmål om demokratisk repræsentation og inklusion. Når en stor gruppe mennesker, som lever deres liv i Danmark, ikke har politisk indflydelse, påvirker det balancen i demokratiet og muligheden for at adressere netop de udfordringer, de står overfor.
På racismedagen er det derfor afgørende, at vi tør tage denne diskussion åbent. Det handler om at undersøge, hvordan vi kan sikre et samfund, hvor alle borgere behandles lige – både i lovgivningen og i praksis.
Hvis vi ønsker et retfærdigt og inkluderende Danmark, kræver det, at vi ikke kun bekæmper åbenlys racisme, men også forholder os kritisk til de strukturer, der kan skabe etnisk ulighed. Det er først, når vi anerkender kompleksiteten i problemet, at vi kan begynde at finde løsninger.
Når racistiske slagord igen kan lyde i ungdomspolitiske miljøer, er det et tegn på, at noget er gået galt i den offentlige debat. Racisme bekæmpes ikke ved at kopiere højrefløjens retorik, men ved konsekvent at stå fast på lige rettigheder, demokrati og solidaritet.
Den 21. marts bør derfor ikke kun være en dag for refleksion – men en anledning til handling.
Rødt Venstres koordinationsgruppe