Tale af Ali Hansen ved demonstrationen 6. marts 2026.

I lørdags blev himlen over Teheran flænget af eksplosioner. En koordineret militæroperation, af USA og Israel, har til formål at “udføre regimeskifte” og give det iranske folk friheden tilbage.

Men iranerne vil selv, og kan selv.

Når bomberne falder, og røgen letter, efterlader de kun ødelæggelser. De udgør aldrig en vej til ægte selvbestemmelse, demokrati, frihed og fred. Vi fordømmer denne aggression, og ser med afsky på, hvordan endnu et kapitel i den blodige bog om vestlige militære angreb i Mellemøsten bliver skrevet. Irans fremtid kan og skal kun afgøres af iranerne selv. Iran er ikke en brik i USA’s og Israels geopolitiske spil, og det iranske folk er ikke et redskab for fremmede magters strategiske ambitioner.

Før vi taler videre om bomberne, må vi huske fortidens hykleri og forræderi. For at forstå iranernes mistro til amerikanernes løfter om såkaldt demokrati, skal vi rejse 73 år tilbage. I 1953 stod Iran over for en demokratisk mulighed. Den folkevalgte premierminister Mohammad Mossadegh, en nationalt respekteret leder, havde begået den utilgivelige “synd” at nationalisere landets olieindustri, som indtil da havde været under britisk kontrol.

Denne handling truede vestens økonomiske interesser. Svaret fra USA og England kom prompte; ikke diplomati, men indblanding og destabilisering. CIA og MI6 udførte i fællesskab et kup, der væltede Mossadegh. I stedet blev den unge shah, Mohammad Reza Pahlavi, genindsat som enevældig hersker med amerikansk og vestens opbakning.

Kuppet i 1953 var ikke en demokratisk gave til det iranske folk; det var en erklæring om, at Irans suverænitet blev tilsidesat af vestens stormagter. Shah-regimet, der blev opretholdt af vestlig støtte, var korrupt, undertrykkende og dybt upopulært, hvilket kulminerede i revolutionen i 1979. USA var ikke med til at give Iran demokrati; de var med til at afskaffe det og erstatte det med et autoritært styre, hvis eftervirkninger stadig præger Iran og regionen i dag.

I dag ser vi de samme geopolitiske spil, pakket ind i frihedens navn.

Erfaringerne fra vestens militære angreb burde stå som advarende eksempler:

• Irak (2003): Invaderet under påskud af masseødelæggelsesvåben, selvom FNs inspektører gang på gang afviste påstanden. Også denne besættelse blev begået i demokratis navn. Resultatet blev et sønderbombet land, med borgerkrig, korruption og undertrykkelse.

• Afghanistan: USA og vestens krig i 20 år, påførte landet store lidelser og tusindvis af civile ofre – afsluttet med Taleban er kommet tilbage til magten. Den pensionerede amerikanske oberst, Antony Aguilar kommer med hårrejsende beretninger i sine erindringer. Han fortæller om amerikanernes samarbejde med afghanske pædofile, der misbrugte små drenge helt ned til 7 år i lejerne og på deres baser.

• Libyen: Et afrikansk land med et nogenlunde velfærdssystem. NATO’s angreb i 2011, blev solgt som en humanitær indsats, men endte med statens sammenbrud, rivaliserende militser og langvarig ustabilitet, menneskehandel og total opløsning af landet.

• Syrien: 15 års borgerkrig igangsat af vesten med usa i spidsen, endte med at en amerika- venlig ekstremist er kommet til magten.

Han har lukket alle sekulære institutioner ned. Det er ikke et tegn på demokrati.

Fællesnævneren for disse tragedier er, at militært angreb ikke skaber frihed – den skaber kaos, magttomrum og langvarig ustabilitet. Bomber kvæler civilsamfundet og lukker det politiske rum. Når en nation angribes udefra, bliver national overlevelse vigtigere end interne kamp for politiske forandringer.

Under dække af at ville “befri” det iranske folk afslører aktørerne deres egentlige mål: strategisk regional dominans. Retorikken om frihed og demokrati fungerer som et røgslør for geopolitiske interesser. Angrebene fremstår ikke som et projekt for demokratisering, men som en magtpolitisk handling, der ødelægger Iran som et land, destabilisere regionen og forværre civile lidelser.

At bombe Teheran, Isfahan, Qom eller Kermanshah, hospitaler, skoler, universitær i frihedens navn skaber ikke demokrati. Det skaber frygt, ødelæggelse og yderligere polarisering.

Midt i bomber og propaganda er én sandhed afgørende: Det iranske folk har gentagne gange vist, at ønsket om forandring kommer indefra. I næsten 40 år har kvinder, mænd unge og gamle demonstreret med stor personlig risiko. De har protesteret mod tvang, henrettelser og økonomisk krise og social uretfærdighed.

Imperialistisk angreb udefra styrker ikke civilsamfundets stemmer. Historien viser, at forandringer, der påtvinges gennem bomber, ikke fører til stabilitet eller frihed.

Vi fordømmer på det kraftigste angrebet, der underminerer Irans territoriale integritet og landets suverænitet. Lad mig sige det klart. Dette betyder ikke, at vi legitimerer præstestyrets undertrykkelse. Det iranske samfund – med al dets politiske og kulturelle mangfoldighed – kan selv forme sin fremtid. Iranerne vil selv, og kan selv.

Fra Bagdad til Tripoli og Kabul viser erfaringen, at Vestens militære angreb har været drevet af geopolitiske interesser og ikke har skabt fred eller frihed; tværtimod har de medført nye former for undertrykkelse, kaos, splittelse og polarisering.

Ægte støtte til det iranske folk må tage udgangspunkt i respekt for deres selvbestemmelse – uden bomber og uden at reducere Iran til en strategisk brik i andres magtspil.

Det lykkedes iranerne at vælte Mellemøstens mægtigste diktator, som var støttet af USA og Israel. Det vil også lykkes dem nu at finde deres vej til frihed og social retfærdighed. Iranerne vil selv, og kan selv. Uden USA og Israels bomber og missiler.