— men prøveballonen kan dog næppe flyve

Troels Lund Poulsen forsøger at danne en blå regering. Konstruktionen er skrøbelig, mandaterne mangler, og prøveballonen flyver næppe. Men spøgelset afslører noget vigtigt: ingen bogstavkombination på Christiansborg løser arbejderklassens problemer af sig selv. Derfor er svaret organisering — og en venstrefløjsliste med rødder uden for parlamentet.

VLAK-spøgelset — hvad det stod for, hvad det efterlod

Den forrige VLAK-regering (2016–2019) var ikke en neutral administrationsregering. Den var et ideologisk projekt med ét klart formål: at flytte penge fra bunden til toppen af samfundet. Sporene sidder stadig i velfærdssamfundet som ar — nedskårne plejehjem, pressede sygehuse, sparede uddannelser og en ulighed, der voksede år for år, mens de rigeste fik nye skattelettelser.

VLAK-REGERINGENS EFTERMÆLE — FAKTA

• Borgerne oplevede et samlet velfærdstab på mindst 15 milliarder kroner over syv år (AE-rådet)
• Kontanthjælpsmodtagere blev skåret i ydelser for at finansiere skattelettelser for 23 milliarder til de velstående
• I 2019 var der skåret 3,3 milliarder fra ungdomsuddannelser og videregående uddannelser siden 2015
• Kontanthjælpsloft og 225-timers-regel ramte de mest udsatte borgere hårdest
• Valgresultatet i 2019 tilskrevet folkelig vrede over beskedne velfærdsbudgetter — på trods af høj vækst

Prøveballonen der ikke kan flyve

Nu forsøger Troels Lund Poulsen at genoplive arven. Men lad os være præcise: denne regering bliver sandsynligvis aldrig til noget. Lars Løkke Rasmussen har selv beskrevet projektet som en prøveballon der ikke kan flyve. Der er simpelthen ikke et rent blåt flertal i Folketinget. Venstre fik sit ringeste valg i partiets 156-årige historie med 10,1 procent.

En eventuel blå regering ville blive en skrøbelig mindretalsregering, afhængig af støtte fra partier med dybt uforenelige interesser — fra Dansk Folkeparti til Moderaterne, der næppe kan være i samme rum. En konstruktion som den overlever sjældent længe. VLAK-monstret spøger, men det er tvivlsomt, om det får kød og blod.

"Vi skal prøve at lave en blå midteregering. Muligheden er der, Lars."

— Troels Lund Poulsen, valgnat 24. marts 2026 — til stor skepsis fra politiske analytikere

En bemærkning er dog på sin plads: Når Troels Lund Poulsen advarer om statsunderskud og "ansvarlig økonomi", bør man vide, at Danmark i årevis har overopfyldt EU's konvergenskrav med god margin. Det er ikke Bruxelles, der kræver besparelser — det er Danmarks egen, selvpålagte budgetlov med et underskudsloft på -0,5%, der er langt skrappere end EU's krav på -3%. Den "nødvendighed", Troels Lund taler om, er i høj grad et politisk valg, ikke en uafvendelig økonomisk realitet.

Men lad os ikke juble — kassen er tom uanset farven

Her er, hvad vi ikke må glemme: kassen er ikke tom på grund af VLAK alene. Den seneste SVM-regering — med socialdemokratisk ledelse og for det meste SF’s stemmer i ryggen — har brugt milliarder på oprustning. Milliarder, der ikke er gået til velfærd, uddannelse eller klimaomstilling, men til forsvarsbevilling efter forsvarsbevilling.

SF stemte endda for de oprustningspakker. At fremstille en rød regering som det åbenlyse alternativ til VLAK er derfor en halv sandhed — og halve sandheder er farligere end løgne, fordi de er sværere at gendrive.

Vores opgave er at trække det hele til venstre for Enhedslisten.

— Rødt Venstre

Befolkningen bliver ikke grundlæggende bedre stillet, fordi en anden bogstavkombination sætter sig i Statsministeriet. Det råderum, som det parlamentariske system tilbyder, er indsnævret til det marginale — ikke fordi forandring er umulig, men fordi de strukturelle forandringer altid er kommet udefra: fra fagbevægelsen, fra gadeplan, fra organiseret pres.

Valgkamp som agitation — ikke som parlamentarisk projekt

Det betyder ikke, at vi vender parlamentet ryggen. Tværtimod. Men vi stiller ikke op fordi vi tror på Christiansborg. Vi stiller op fordi vi tror på dem, der er vrede.

En venstrefløjsliste er ikke et mål i sig selv — det er en platform. En platform for synliggørelse af den politik, der ligger til venstre for Enhedslisten. En platform for de stemmer, der ikke kan genkende sig selv i hverken rød eller blå blok. En platform for organisering af den energi, der opstår, når folk mærker besparelserne på egen krop — på sygehuset, på plejehjemsgangen, i dagpengesystemet.

Den tradition er ikke ny. Rosa Luxemburg argumenterede for parlamentarisk deltagelse som agitation, ikke administration. Stemmer bliver til historier. Historier bliver til bevidsthed. Bevidsthed bliver til bevægelse. Det er logikken bag listesamarbejdet — ikke en tro på, at fem mandater i Folketinget ændrer strukturerne.

Nu er tiden — byg listen mens vreden er frisk

Rædselskabinetter har altid haft én utilsigtet konsekvens: de vækker venstrefløjen. VLAK-spøgelset — uanset om det materialiserer sig eller ej — er et akut kald til handling. Den ikke-parlamentariske venstrefløj har alt for længe opereret i adskilte siloer. Nu er det fælles pres, der kan smelte dem sammen.

En eventuel skrøbelig mindretalsregering med historisk svag mandatbase har kort levetid. Det giver os et vindue. Men vinduet kræver, at vi er organiserede og klar — ikke at vi venter på, at regeringen falder, og derefter løber rundt og leder efter hinanden.

VLAK-monstret skal blive liggende på de forgangne regeringers kirkegård. Men graven graves ikke af Socialdemokratiet. Den skal graves af den ikke parlamentariske venstrefløj.

— Rødt Venstre

Listesamarbejdet skal bygges nu, mens modstanden er frisk og vreden er reel. Ikke fordi vi tror på, at fem mandater løser alt — men fordi organisering altid er det første skridt mod noget større. Vi stiller ikke op for at administrere systemet. Vi stiller op for at udfordre det.

Mens Troels Lund Poulsen forhandler bag hotellets lukkede døre, er det vigtigste spørgsmål ikke, hvad han lykkes med. Det vigtigste spørgsmål er, hvad vi bygger, mens han prøver.