I Danmark har statsminister Mette Frederiksen gennem de seneste tre år anvendt en markant krigsretorik, der peger på truslen fra Rusland uden nogen beviser. Det er tydeligt, at hun derved har bidraget til at skabe en stemning af frygt og usikkerhed for at sikre politisk opbakning til større krigsbudgetter og våbenleverancer til Ukraine. Mette Frederiksen har gentagne gange talt om, at Danmark “står over for den farligste tid siden Den Kolde Krig”, og at “vi skal kunne forsvare vores frihed”.
Denne udvikling er blevet begrundet med henvisning til en ny “sikkerhedspolitisk virkelighed” og et behov for at styrke Europas samlede forsvar mod hybridtrusler og militær aggression fra Rusland.
Et centralt eksempel for dette hysteri er sprængningen af Nord Stream-rørledningerne i september 2022. I efteråret 2022 erklærede Mette Frederiksen, at der “ikke er nogen tvivl om”, at sprængningen af Nord Stream-rørledningerne var en bevidst sabotagehandling, og at “sporene peger mod Rusland”. Denne udmelding blev givet på et tidspunkt, hvor efterforskningen stadig var i gang, og uden at Danmark, Sverige eller Tyskland fremlagde beviser offentligt. Rusland tilbød dengang at deltage i undersøgelsen, men dette blev afslået af både Sverige og Danmark.
Sagen har siden udviklet sig i en anden retning. Tyske anklagemyndigheder retsforfølger nu ukrainske statsborgere i forbindelse med sabotageaktionen, og det er kommet frem, at Polen tilbageholder en ukrainsk mand, som Tyskland ønsker udleveret. Desuden mener tyske efterforskere, at yderligere fem personer skjult i Ukraine kan have haft en rolle i sagen. Denne udvikling har givet anledning til at konkludere, at de oprindelige politiske udtalelser var forkerte i forhold til det faktuelle.
En tilsvarende metode ses i diskussionen om dansk luftrum. Da der for nyligt blev meldt om uidentificerede objekter over København, var statsministeren hurtig til at udtale, at det var "russiske droner" og en "krænkelse af dansk luftrum". Hendes appel om sympati og solidaritet fra Europa samt opfordringen til at styrke luftforsvaret kom, før nogen endelig dokumentation forelå.
Efterfølgende viste de forskellige mediers afsløringer dog, at der ikke var fundet beviser for tilstedeværelsen af droner – hverken russiske eller andre – over hovedstaden. Ifølge eksperter, som TV2 har talt med, kan de observerede fænomener have været almindelige skolefly. Flere partiledere i Folketinget har siden udtalt, at de ikke har set dokumentation, der bekræfter regeringens udlægning.
Da journalister spurgte statsministeren, om der fandtes håndfaste beviser for russiske droner, svarede hun, at “det er forkert at gå efter beviser”, og at vi ved, at Rusland fører en “hybridkrig” mod Danmark. Denne udtalelse er bemærkelsesværdig, fordi den hævder at kende sandheden uden at støtte sig på verificerbare fakta, hvilket logisk set er en selvmodsigelse, da en påstand uden bevis ikke kan udgøre sand viden.
Denne tilgang har paralleller til krigsdiskurs i Sverige op til landets NATO-ansøgning. Her blev ubekræftede dronehændelser over nøgleanlæg brugt som en del af en bredere narrativ om en "ny og farlig virkelighed", som statsminister Ulf Kristersson udtrykte det. Forsvarschefen Micael Bydén advarede gentagne gange i 2022 om en “alvorlig udvikling”, hvilket bidrog til at skabe et offentligt trusselsbillede, der legitimerede det konfrontatoriske skifte. I begge lande ser man således en brug af sikkerhedsdiskursen til at skabe opbakning om en given politik.
Undersøgelserne af disse hændelser blev aldrig fuldt oplyst, men krigsretorikken blev gentaget af både statsminister Ulf Kristersson og forsvarschefen Micael Bydén som led i argumentationen for at retfærdiggøre NATO-medlemskab.
At anvende trusselsretorik i politiske sammenhænge er ikke nyt. Ifølge flere kommunikationsforskere og sikkerhedspolitiske analytikere kan sådanne udsagn fungere som en måde at forme den offentlige dagsorden på og skabe accept for større militærbudgetter og krigsførelse.
I Danmark har pressen uden kritik indtil for nylig støttet regeringens krigsretorik og våbenleverancer til Ukraine. Først nu begynder medierne at stille kritiske spørgsmål til regeringens sikkerhedspolitik. Denne skiftende holdning kan have en politisk årsag.
Samtidig har Socialdemokratiet ifølge lækkede interne dokumenter beskrevet den voksende kritik som en “smedekampagne” iværksat af borgerlige partier.
Højrefløjen har muligvis indset, at deres ukritiske støtte til regeringens militaristiske linje primært har styrket Mette Frederiksen, mens de selv ikke har høstet fordele. Meningsmålinger viser, at Dansk Folkeparti er gået frem, blandt andet på baggrund af deres kritik af våbenleverancerne. Den politiske højrefløj lugter nu blod og ser en mulighed for at genvinde magten ved at fokusere på minksagen og afsløre de værste løgne.
I denne situation står den politiske venstrefløj over for et afgørende spørgsmål. Dens opgave er ikke at gå højrefløjens ærinde, men at fremføre et principielt alternativ. Kritikken bør fokusere på, hvordan en militaristisk linje udhuler de offentlige finanser på bekostning af velfærdsområderne. Hospitaler, psykiatri, skoler og universiteter står over for forværrede vilkår, samtidig med at bolig- og madpriser stiger. I stedet for at hjælpe de socialt udsatte flyder pengene til en imaginær trussel til gavn for krigsindustrien og militæret, på bekostning af arbejderklassen og de svageste i samfundet.
Denne debat handler i sidste ende om prioriteringer: skal vi investere i velfærd eller øge militærudgifter efter et opdigtet trusselsbillede?
Danmarks nuværende situation afspejler dermed en bredere europæisk udvikling, hvor stigende militærbudgetter, krigsgalskab og velfærdsforringelser i stigende grad væves sammen.