Rødt Venstre fordømmer USA’s militære aggression mod Venezuela og bortførelsen af landets præsident som et alvorligt brud på folkeretten og Venezuelas suverænitet. Uanset interne politiske uenigheder må ét princip stå fast: Det er det venezuelanske folk — og kun det — der har ret til at afgøre, hvem der skal regere landet og hvilken politisk kurs det skal følge.

Den militære intervention krænker grundlæggende folkeretlige principper om staters suverænitet og forbuddet mod indblanding. Når stormagter tilsidesætter disse regler for at sikre adgang til ressourcer og geopolitisk kontrol, svækkes folkeretten og verden bliver mere usikker — især for lande i det Globale Syd.

Interventionen i Venezuela indskriver sig i en lang imperialistisk tradition i Latinamerika, hvor militær magt og økonomiske interesser går forud for befolkningernes demokratiske rettigheder. Det er et farligt fortilfælde, der også bør give anledning til eftertanke i andre sammenhænge. Ethvert lands skæbne afgøres af dets befolkning — det gælder i Venezuela, og det gælder også i Grønland, selv om situationerne er forskellige.

Vi opfordrer den danske regering til klart og utvetydigt at tage afstand fra aggressionen, til aktivt at forsvare folkeretten — også når den udfordres af Danmarks allierede — og til at støtte diplomatiske, fredelige og folkeretligt forankrede løsninger. Danmark kan ikke på den ene side tale om en international retsbaseret orden og på den anden side acceptere, at store stater tilsidesætter retten, når egne interesser står på spil. Små lande har alt at tabe på en verden, hvor magt vægtes højere end ret. Venezuela har brug for fred, politisk stabilitet og demokratiske processer, som befolkningen selv har ejerskab til. Landets fremtid kan ikke afgøres gennem militær intervention — men kun gennem det venezuelanske folks egen kamp, egne valg og egne demokratiske beslutninger.

Retten til selvbestemmelse tilhører folket — ikke stormagterne.
Hænderne væk fra Venezuela.

Rødt Venstres koordinationsgruppe
Januar 2026