Israels premierminister Benjamin Netanyahu taler åbent om planer for Gaza efter krigen, men det billede han tegner, afslører en strategi, der i sin kerne er både urealistisk og dybt brutal. Ifølge israelske medier og analyser fra internationale observatører forestiller Netanyahu sig et Gaza, hvor Israel militært har nedkæmpet Hamas og derefter overlader administrationen til “arabiske aktører uden blod på hænderne”. Denne forestilling kollapser ved første møde med virkeligheden. Efter over 60.000 dræbte – heraf et flertal kvinder og børn – og en systematisk ødelæggelse af boliger, infrastruktur og hele samfund, findes der ganske enkelt ingen lokal aktør, der kan træde ind og legitimt lede Gaza på Israels præmisser. Enhver, der accepterer en sådan rolle, vil med rette blive set som kollaboratør.
En marxistisk analyse af krigen
Fra et marxistisk perspektiv er Netanyahus plan ikke et udtryk for sikkerhedspolitik i klassisk forstand, men for koloniale dominans. Gaza er i dag et militært besat område, hvor den økonomiske og politiske kontrol er afgørende for at fastholde Israels regionale magtposition. Ligesom andre koloniale projekter i historien handler det ikke kun om territorium, men om at knuse enhver modstandskraft, der kan true den herskende magts interesser – og samtidig sende et signal til andre undertrykte folk om prisen for at gøre oprør.
Denne krig er ikke isoleret fra den globale kapitalistiske orden. Israels militærmagt understøttes politisk, økonomisk og militært af USA og EU, fordi staten fungerer som en strategisk allieret i Mellemøsten. Det er samme logik, der gør, at EU-landene holder fast i handels- og samarbejdsaftaler med Israel, selv når landets ledelse åbent fører en politik, der er i direkte strid med folkeretten.
Medskyld og dobbeltmoral
Når EU og USA taler om menneskerettigheder i Ukraine, men vender blikket væk fra Gaza, afsløres en dobbeltmoral, som ikke er en fejl – men en funktion. For i den kapitalistiske verdensorden vægtes alliancer, handelsinteresser og geostrategisk kontrol højere end menneskeliv. Netanyahus vision for Gaza er i praksis en fortsættelse af den samme politik, vi allerede ser: belejring, kontrol og økonomisk strangulering. Det er en form for kollektiv afstraffelse, der ifølge folkeretten udgør en krigsforbrydelse.
Israels egen hærchef har advaret mod planen, fordi en langvarig israelsk tilstedeværelse i Gaza uundgåeligt vil føre til vedvarende angreb på israelske styrker – ganske enkelt fordi man har efterladt et folk i ruiner uden håb, uden rettigheder og uden retfærdighed. Det er netop sådan, modstand og væbnede opstande opstår.
Rødt Venstres krav til regeringen
Rødt Venstre opfordrer den danske regering, udenrigsministeren og Udenrigsministeriet til at lægge maksimalt pres på Israel i alle relevante internationale fora. Danmark må udnytte sit nuværende formandskab for EU til at kræve, at EU suspenderer eller helt ophæver associationsaftalen med Israel, indtil blokaden af Gaza ophæves, de igangværende krigsforbrydelser bringes til ophør, og en reel proces mod palæstinensisk selvbestemmelse indledes.
Vi konstaterer, at Danmark officielt støtter en to-statsløsning – men det er tomme ord, hvis ikke de følges op af konkret handling. At vente på “det rette øjeblik” for at anerkende Palæstina som stat er ikke andet end en politisk overspringshandling, der i praksis betyder fortsat stiltiende accept af status quo.
Solidaritet som handling – ikke som symbol
For socialister er international solidaritet ikke et moralsk spørgsmål, men et politisk nødvendigt princip. Den undertrykkelse, vi ser i Gaza, er ikke adskilt fra den globale kamp mellem undertrykkere og undertrykte, mellem kapitalistisk dominans og folkelig frigørelse. Når vi står sammen med det palæstinensiske folk, er det ikke alene af medfølelse, men fordi deres kamp er en del af vores egen: kampen for en verden, hvor økonomiske og politiske eliter ikke kan knuse hele befolkninger for at beskytte deres privilegier.
Gaza er ikke et “sikkerhedsproblem”, der kan administreres væk. Det er et folk, der kræver frihed, og som har ret til at bestemme over eget land og eget liv. Jo længere det internationale samfund accepterer Netanyahus plan, desto dybere vil konflikten og tragedien blive.
Vi kræver, at Danmark og EU tager stilling – og handler. Alt andet er medskyld.