Gang på gang hører vi danske politikere sige, at Danmark “lægger pres på Israel gennem EU” eller at man “overvejer at se på associeringsaftalen”. Men i virkeligheden står Danmark konsekvent bagerst, når EU-landene skal udtale sig klart og kræve reel handling. Flosklerne vælter ud: “Vi kigger ind i at se på…” er blevet en fast vending i dansk udenrigspolitik. Det er ikke pres. Det er en syltekrukke, hvor beslutningerne parkeres, uden at der sker noget. Resultatet er, at regeringen kan lyde handlingsorienteret i pressen, samtidig med at intet ændrer sig i virkeligheden, det er ægte moderne politikerlingo.
At fastholde denne syltekrukke er ikke udtryk for afmagt, men for magt. Når danske ministre gentager floskler om, at man “presser gennem EU”, er det en måde at beskytte økonomiske og strategiske interesser på. Danmark og EU har dybe økonomiske bånd til Israel. Handelsaftaler, våbenproduktion, teknologiudveksling og investeringer betyder, at der er stærke kapitalinteresser i at holde forretningen kørende. Når regeringen gemmer sig bag EU-floskler, er det i praksis en måde at beskytte de virksomheder, der tjener på handelen med Israel.
Dette har også et klasseperspektiv, som sjældent bliver sagt højt. På den ene side står almindelige mennesker, som ønsker en retfærdig politik – men bliver mødt af passivitet. Faktisk viser meningsmålinger, at et flertal af danskerne ønsker at stoppe al våbeneksport til Israel. På den anden side står en lille politisk og økonomisk elite, som har interesse i at bevare de eksisterende relationer, uanset hvor mange civile, der dør i Gaza. Når regeringen siger, at Danmark “lægger pres gennem EU”, er det derfor ikke udtryk for reelt pres, men for en balanceøvelse, hvor man kan signalere moral udadtil, samtidig med at man sikrer, at kapitalinteresserne og relationerne til Israel og USA forbliver intakte.
De mange diplomatiske fraser er dermed ikke andet end retorisk tomgang. “Vi kigger på mulighederne”, “vi har underskrevet en erklæring”, “vi undersøger”, “vi lægger pres” – alle disse vendinger er nøje udvalgt for at skabe indtryk af handling, mens intet substantielt ændres. Det er en velkendt teknik: jo mere man taler om processer, desto mindre behøver man at tale om resultater.
Og resultater er der ingen af. Ingen våbenembargo. Ingen suspension af associeringsaftalen. Ingen vilje til at tage imod patienter fra Gaza. Alt sammen til trods for, at krigen mod Gaza for længst har overskredet enhver rød linje.
Når regeringen og EU vælger syltekrukken, er det ikke magthaverne selv, der betaler prisen. Det er børnene i Gaza, som sulter. Det er familierne, som lever under bombardementer. Og det er de mennesker i Danmark, som oplever, at deres solidaritet og protester ikke bliver omsat til handling. At gemme sig bag EU er dermed ikke neutralitet, men et aktivt valg om at sætte økonomiske interesser over menneskeliv.
Hvis Danmark virkelig ville lægge pres på Israel, ville det kræve konkrete skridt: at presse på for at suspendere associeringsaftalen med Israel, at indføre et nationalt stop for våbeneksport og transport af våbendele og at anerkende Palæstina som stat. Alt andet er tomme ord.
Rødt Venstre nægter at acceptere syltekrukke-politikken. Den er ikke udtryk for hjælpeløshed, men for en klassepolitik, hvor de magtfulde beskytter deres egne interesser, mens de svageste betaler prisen. Når børn sulter og hospitaler bombes, er det ikke nok at “kigge ind i at se på mulighederne”. Der er brug for handling nu.
Den der tier, samtykker. Derfor tier vi ikke.