For få dage siden meddelte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark vil bruge 30 millioner kroner på at hjælpe palæstinensiske patienter fra Gaza til hospitaler i Østjerusalem. På overfladen lyder det som en kærkommen humanitær indsats. Men i virkeligheden er det endnu et eksempel på, hvordan regeringen pakker passivitet ind i flotte ord.
Alle, der kender bare lidt til situationen, ved at denne “hjælp” i praksis næppe kan gennemføres. Israel har konsekvent nægtet patienter fra Gaza adgang til Vestbredden og Østjerusalem. Når hospitaler i Gaza selv er lagt i ruiner, og når sundhedssystemet i Ramallah allerede er brudt sammen, er det dybt urealistisk at tro, at den israelske regering pludselig vil åbne dørene for tusinder af palæstinensere. Løkke ved dette – og derfor er hans forslag reelt en gratis adgang til at virke handlende, uden at Danmark i praksis forpligter sig til noget.
Det bliver endnu mere kynisk, når vi ser, hvordan spørgsmålet bruges til at holde fast i en dansk udlændingepolitisk linje. At tage patienter til Danmark ville kræve reel politisk vilje, og det ville bryde med den konsensus, der i årevis har gjort flygtninge og indvandrere til syndebukke. I stedet foreslår man “hjælp i nærområdet”, vel vidende at nærområdet er hermetisk lukket af Israel. Det er symbolpolitik, der beskytter en indenrigspolitisk dagsorden snarere end patienternes liv.
Dette er ikke blot udtryk for afmagt – det er klassepolitik. Når regeringen vælger den lette symboliske løsning, beskytter man økonomiske og politiske interesser: handelsaftaler med Israel, eksporten af våbendele og Danmarks placering som en “pålidelig” partner i EU og NATO. Mette Frederiksens undskyldning for, at Danmark ikke kan gøre noget, er, at der ikke er enighed herom i EU og NATO. Den pris, der betales, er palæstinensiske børns liv.
For Rødt Venstre er det klart: Danmark burde tilbyde behandling til patienter fra Gaza her i landet – især de tusindvis af børn, der har akut behov. Vi burde organisere reel støtte, eksempelvis i form af et hospitalsskib, som vi historisk har gjort med Jutlandia. Og vi burde lægge maksimalt pres på Israel for at åbne grænserne for evakueringer.
Alt andet er at spille med på højrefløjens dagsorden, hvor humanitære hensyn konstant oversættes til et spørgsmål om indvandringspolitik. Det er en skamplet, at selv dødeligt syge børn fra Gaza bliver reduceret til en brik i den danske værdikamp.
Hvis Danmark vil være stolt af sin humanitære tradition, skal vi handle – ikke sylte.
Den der tier, samtykker. Derfor tier vi ikke.