Et teknologisk skred uden demokratisk kontrol
Danmark har fået et nyt politiforlig, og partier fra hele Folketingsspektret har lagt navn til en aftale, der kommer til at forme dansk politiarbejde frem mod 2030. Der er blevet talt meget om flere betjente, stærkere indsats mod økonomisk kriminalitet og modernisering af gamle it-systemer. Men i aftalen gemmer der sig et markant og langt mere indgribende skifte.
Politiet får nu grønt lys til en større brug af kunstig intelligens og ansigtsgenkendelse. Det står direkte i aftalen, at der skal ske en bredere udrulning af både objekt- og ansigtsgenkendelsesteknologi, og at man vil undersøge, hvordan den kan anvendes i videre omfang. Der er tale om en politisk beslutning, der flytter magtbalancen mellem stat og borger. Og det sker uden at lovgivningen på området er udformet endnu.
Finansieringen kommer før lovgivningen
Aftalepartierne skriver, at de vil stemme for den lovgivning, der senere skal gøre udmøntningen mulig.
Det betyder, at man først beslutter at udvide politiets adgang til dybt indgribende overvågningsteknologi og først derefter finder ud af, hvilke regler der skal gælde.
Det er et demokratisk vakuum. Normalt lovgiver man først og finansierer bagefter. Her gør man det omvendt og overlader resten til senere forhandlinger og embedsværkets vurderinger.
Risikoen for et teknologisk skred
Aftalen siger ikke noget om:
• hvilke sagstyper ansigtsgenkendelse skal bruges i
• om der skal være krav om dommerkendelse
• hvor data skal lagres, og hvor længe
• om teknologien må bruges i det offentlige rum
• hvilke rettigheder borgerne har, hvis de scannes ved en fejl
Når aftalen taler om en bredere udrulning uden at præcisere rammen, åbner det i praksis døren til langt mere vidtgående anvendelser. Det kan blive brug i efterforskning og udtræk fra beslaglagte enheder. Det kan blive masseskanning af videomateriale fra fx demonstrationer. Og det kan i yderste konsekvens blive brug i realtid i det offentlige rum, hvis Folketinget senere tillader det.
Intet af dette diskuteres i aftalen. Men alt ligger teknisk og politisk inden for rækkevidde, når først midlerne er afsat.
Hvad er vi på vej ind i
Der er gode grunde til at frygte et skred. Når ansigtsgenkendelse først bliver en del af politiets standardværktøjer, kan teknologien hurtigt bevæge sig fra undtagelse til rutine. Historien viser, at når overvågningsteknologi tages i brug, bliver den sjældent rullet tilbage.
I flere andre lande har ansigtsgenkendelse vist sig at ramme skævt. Fejlaflæsninger rammer typisk minoriteter hårdere. Der er risiko for, at bevægelser og samfundsgrupper registreres som mønstre. Og der er en grundlæggende fare for, at mennesker mister retten til at være anonyme i det offentlige rum.
Et politisk ansvar
Der er ingen naturlov, der siger, at ny teknologi automatisk skal i brug. Det er et politisk valg. Aftaleteksten gør det klart, at udviklingen skal undersøges og rulles bredere ud. Det man ikke gør klart er de grænser, der skal beskytte borgerne mod magtmisbrug og overvågning uden proportionalitet.
Derfor bør næste skridt ikke være blind implementering. Der bør være en offentlig diskussion om, hvordan borgernes rettigheder sikres. Og der bør være en tydelig lovgivning, som fastlåser, at ansigtsgenkendelse kun må bruges i strengt afgrænsede situationer, under skarp kontrol og med klare slettefrister.
Konklusion
Politiforliget præsenteres som en modernisering. Men i realiteten er det et markant skridt mod øget overvågning i Danmark. Ansigtsgenkendelse er ikke en almindelig teknologi. Den giver staten adgang til det mest personlige vi har, nemlig vores ansigt og vores bevægemønstre.
Det er afgørende, at vi insisterer på en åben debat om, hvor langt vi vil gå. For uden klare rammer risikerer vi, at Danmark bevæger sig fra et retssamfund med tillid til et overvågningssamfund, hvor anonymitet i det offentlige rum bliver fortid.