Når vi på søndag den 24. august samles til stordemonstrationen i København for Palæstina, er det ikke kun en markering af solidaritet her og nu. Det er også en fortsættelse af en historisk kamp, hvor nogle af verdens mest markante og respekterede stemmer har insisteret på, at palæstinensernes frihed er uløseligt forbundet med kampen for retfærdighed og frihed globalt.
Mandela: Vores frihed er ufuldkommen uden Palæstinas
Ingen sagde det mere klart end Nelson Mandela, symbolet på kampen mod apartheid i Sydafrika:
“We know too well that our freedom is incomplete without the freedom of the Palestinians.”
For Mandela var dette ikke blot et høfligt solidaritetsbudskab. Det var en erfaring født af kamp. Han vidste, at når ét folk undertrykkes, er alles frihed truet. Han vidste, at det internationale samfunds tavshed over for apartheid i Sydafrika forlængede undertrykkelsen – og at kun gennem vedholdende global solidaritet kunne systemet brydes ned.
Palæstinensernes situation i dag bærer uhyggelige paralleller: militær besættelse, apartheidlovgivning, tvangsforflyttelser, checkpoints, og i Gaza – en ulovlig blokade, der skaber humanitære katastrofer dag for dag. Mandela ville aldrig have været tavs.
Kendte stemmer for Palæstina
Mandela står ikke alene. Mange andre personligheder har med stor tydelighed markeret sig for palæstinensernes rettigheder:
- Desmond Tutu, ærkebiskop og Nobelprisvinder, beskrev Israels politik som et apartheidregime og kaldte det en skamplet på vores tid. Tutu understregede, at kampen for retfærdighed i Sydafrika gav ham en forpligtelse til også at stå med Palæstina.
- Angela Davis, amerikansk borgerrettighedsaktivist og tidligere Black Panther, har igen og igen påpeget, at solidariteten med Palæstina er en del af en bredere antikolonial og antiracistisk kamp.
- Roger Waters, Pink Floyd-musikeren, har i årtier brugt sin verdensomspændende platform til at støtte BDS-bevægelsen og kritisere Israels krigsforbrydelser.
- Judith Butler, jødisk født, filosof og queer-teoretiker, har kaldt det et moralsk imperativ at stå med Palæstina og advaret mod at lade frygt for anklager om antisemitisme forhindre retfærdighed.
- Selv Barack Obama, mens han var præsident, udtalte, at “Palæstina fortjener at være en fri og uafhængig stat” – selv om USA’s politik aldrig fulgte ordene til dørs.
Disse stemmer er forskellige, men fælles for dem er en klar pointe: Man kan ikke tale om frihed, demokrati eller menneskerettigheder, uden også at tale om Palæstina.
Fra ord til handling – også i København
Når vi mødes på gaden i København den 24. august, er det ikke blot for at markere vores vrede over den nuværende krig og massakrerne i Gaza. Det er for at placere os i denne historiske strøm af solidaritet.
Vi går i fodsporene på Mandela, Tutu, Davis, Butler og mange andre. Vi viser, at vores ord, i modsætning til Barack Obamas, fører til handling og vi ikke er tavse vidner, mens et helt folk langsomt forsøges gjort statsløst, hjemløst og håbløst.
Israel har nu i månedsvis bombet Gaza sønder og sammen. Hundredtusinder er tvunget på flugt, hospitaler er blevet mål for bomber, børn sulter. Samtidig nøjes regeringer i EU, herunder den danske, med at tale om “bekymring” og sende nødhjælp i så små doser, at det mest af alt ligner politiske alibier. Den nedkastning af nødhjælp den danske regering i disse dage jubler over, svarer til den nødhjælp der kan være i en halv lastbil og behovet er 500 lastbiler – om dagen.
Mandela og Tutu lærte os, at international solidaritet gør en forskel. Sydafrika kunne ikke have væltet apartheid uden global mobilisering. Det samme gælder Palæstina. Derfor er vores stemmer, vores tilstedeværelse, og vores krav vigtige – også her i Danmark.
Et fælles ansvar
Når vi går i demonstration på søndag, viser vi, at Palæstinas sag er vores sag. Vi siger, at vi ikke vil leve i en verden, hvor menneskerettigheder kun gælder de stærke. Vi kræver, at Danmark og EU lægger reelt pres på Israel: at våbeneksport standses, at handelsaftaler suspenderes, og at vi arbejder for øjeblikkelig våbenhvile og fri adgang for nødhjælp.
Vi siger også, at vi tager arv og inspiration fra dem, der gik forud for os. Mandela, Tutu, Davis, Waters, Butler – de minder os om, at solidaritet ikke er en luksus, men en nødvendighed.
Kom med den 24. august. Lad os vise, at Danmark ikke er tavst. Lad os vise, at vi går i kendtes fodspor – ikke for at hylde dem, men for at føre kampen videre.