Er det dovenskab? Forkælelse? Snobberi? Berlingske og andre medier genopfrisker med jævne mellemrum myten om, at danskere simpelthen er “for fine” til at tage de lavtlønnede job i landbruget, i restauranterne, i rengøringsbranchen, i byggeriet og i plejen. I år er det så blevet Berlingskes tur til at trække den frem igen – som et slags journalistisk ritual i agurketiden. Men lad os sige det ligeud: Det handler ikke om folks forfinede smag – det handler om løn, nedslidning og kapitalistisk udbytning.
Jeg har selv arbejdet i både byggeri, landbruget, tekstil- og træindustrien. Jeg har mødt ind i støv, støj og kulde og været en del af den arbejdende klasse, der får møllen til at dreje rundt. Og jeg arbejder stadig. Jeg skal bære kapitalismens åg helt frem til jeg er 70, hvis ikke pensionsalderen bliver hævet endnu en gang. Det er ikke fornemhed, der holder folk væk fra de her job. Det er, at jobbet ikke kan betales – ikke med penge, og ikke med helbredet.
Kapitalen vil have billig arbejdskraft – og skyder skylden på arbejderne, når det ikke lykkes
Tag fx landbruget. Her hører vi landmænd klage over, at de ikke kan finde “kvalificeret arbejdskraft”. Men virkeligheden er, at mange slet ikke ønsker danske medarbejdere. De vil have folk, der arbejder for under 100 kr. i timen, og som ikke klager over arbejdstid, manglende sikkerhed eller overnatning i et skur. 3F har gang på gang påvist, at danske ledige ikke engang bliver kontaktet, fordi udenlandske arbejdere er lettere at udnytte. Vi har f.eks. set eksempler på udenlandske medarbejdere der godt nok får den overenskomstmæssige løn, men derefter skal betale langt det meste af lønnen i husleje, for en i øvrigt utidssvarende bolig.
Byggeriet er ikke meget bedre. Her så vi i 2022 en tragisk dødsulykke i Nordhavn, hvor en rumænsk arbejder blev knust under et betonelement. Uden ordentlig instruktion, under tidspres og med alt for få sikkerhedsforanstaltninger. Det er prisen for en byggebranche, hvor profitten trumfer menneskeliv. Og hvem får skylden for, at man ikke kan skaffe danskere til jobbet? Det gør arbejderne og arbejdsløse. De “for fine”.
Rengøring og restauranter: Udbytning forklædt som fleksibilitet
I rengøringsbranchen er udnyttelsen ofte så grov, at den tangerer menneskehandel. Der er dokumenterede eksempler på udenlandske ansatte, der bor i garager, får 20 kr. i timen og trues med fyring, hvis de brokker sig. Eller jobs der kun kan udføres af 2 eller 3 godt nok med overenskomstmæssig løn, men jobbet kræver så man tager familien med på arbejde. I stedet for at rette op på forholdene, klager arbejdsgiverne over, at de ikke kan få “nogen til at tage jobbet”. Jo, I kan godt få nogen – men ikke til sulteløn og nedslidning.
I restaurationsbranchen er det samme historie: ingen tillæg, lange vagter og ringe arbejdsmiljø. Vi har fra f.eks. Brødrene Price restauranterne og Jensens set hvordan det er et ræs mod bunden, først en god overenskomst, så en pølsevognsoverenskomst og så til sidst slet ingen. Unge og udenlandske ansatte bliver slidt op, mens de rigeste restauratører tæller Michelin-stjerner og profit. Horesta vil hellere have adgang til mere udenlandsk arbejdskraft end at hæve lønnen eller tegne overenskomst.
Plejesektoren: Nedslidning og stress, ikke forkælelse
Plejesektoren mangler tusindvis af hænder. Men jobbet er så fysisk og psykisk opslidende, at de fleste forlader det før pensionsalderen. Social- og sundhedshjælpere har det højeste sygefravær af alle offentligt ansatte. Vold, stress og en løn der ikke matcher ansvar og byrde. Og så forarges man over, at danskerne ikke vil ind i faget. Måske skal vi prøve at gøre jobbet menneskeligt igen før vi peger fingre?
Fra klasseforagt til klassekamp
Den offentlige debat er blevet smittet af en form for klasseforagt, hvor arbejdere fremstilles som dvaske, forkælede eller utaknemmelige, når de ikke gider blive syge af deres arbejde eller arbejde til laveste mindsteløn. Men sandheden er, at det er dem, der udnytter arbejdskraften, som burde skamme sig.
I Rødt Venstre mener vi, at løsningen er enkel: Ordentlig løn, ordentlige vilkår, overenskomster og respekt for dem, der får samfundet til at hænge sammen. Først når vi har sikret det, og stadig mangler hænder, kan vi begynde at tale om udlændinge. Ikke før.
Det her handler ikke om finhed. Det handler om klasse. Og det er på tide, vi kalder tingene ved deres rette navn.