I de seneste uger har spørgsmålet om anerkendelsen af Palæstina fået en ny og afgørende aktualitet. Efter mere end 75 års konflikt, årtiers besættelse og den nuværende katastrofale krig i Gaza, står verdenssamfundet over for et skarpt valg: Skal man fortsat nøjes med tomme erklæringer om fred, eller skal man omsætte ord til handling ved at anerkende det palæstinensiske folks ret til en stat?
Norge viser vejen – Danmark nøler
Norge tog i 2024 dette skridt, Danmark i årevis har talt udenom: Officiel anerkendelse af staten Palæstina [1]. Den norske regering understregede, at anerkendelsen ikke er et mål i sig selv, men et middel til at holde håbet om fred og en 2-statsløsning i live. Samtidig signalerede Norge, at man ikke længere kan lade Israels krig og bosættelsespolitik diktere de internationale rammer.
Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har derimod gentaget, at de nordiske lande bør handle samlet, og at EU bør koordinere sin indsats. Men den forklaring falder sammen, når netop Norge – vores nærmeste nabo – allerede har handlet. Når Løkke siger, at de nordiske lande er enige, viser virkeligheden nu det modsatte.
Nye stemmer melder sig – Frankrig, Australien og andre
Frankrig har annonceret, at landet vil anerkende Palæstina ved FN’s generalforsamling i september [2]. Det vil være første gang, et vestligt G7-land og fast medlem af FN’s Sikkerhedsråd tager dette skridt. Det sender et signal, som Danmark burde lytte til: At det ikke længere er nok at gemme sig bag EU’s langsomme konsensus.
Også Australien har meddelt, at de vil anerkende Palæstina i FN-regi [3]. Flere andre lande, herunder Canada og Portugal, har åbnet døren for lignende tiltag [4]. I alt har næsten 150 af FN’s medlemslande allerede taget dette skridt [5]. Danmark er altså ikke i godt selskab ved at vente – vi står i stedet sammen med dem, der blokerer.
E1-planen: dødsstødet mod tostatsløsningen
Samtidig har Israel godkendt den såkaldte E1-bosættelsesplan [6]. Det er ikke blot et almindeligt bosættelsesprojekt – det er et planlagt opgør med enhver forestilling om en sammenhængende palæstinensisk stat. E1-projektet vil forbinde bosættelserne omkring Ma’ale Adumim direkte med Jerusalem og dermed fysisk splitte Vestbredden i to. Konsekvensen er klar: En palæstinensisk stat bliver geografisk umulig.
Israels finansminister Bezalel Smotrich gjorde ingen hemmelighed ud af det. Han sagde åbent, at planen vil “begrave idéen om en palæstinensisk stat” [7]. Det er et slag i ansigtet på de regeringer, der stadig taler om en 2-statsløsning, men ikke handler. Og det er et tydeligt eksempel på, hvorfor anerkendelse ikke kan vente – den skal være et aktivt modsvar til den israelske højrefløjs strategi.
Situationen kalder på at Danmark tager det nødvendige skridt
Det er i denne kontekst, Danmarks tøven bliver stadig mere pinlig. Når Løkke og regeringen insisterer på, at vi skal vente på EU, betyder det i praksis, at vi overlader initiativet til Israels højrenationalistiske regering. Det er ikke et neutralt valg – det er et stiltiende samtykke.
Rødt Venstre mener, at anerkendelse af Palæstina ikke er et spørgsmål om diplomatiske formaliteter. Det er et spørgsmål om, hvorvidt vi vil stå sammen med de undertrykte eller med undertrykkerne. Det er et valg om at give palæstinenserne en stemme i de internationale fora – eller at fortsætte med at reducere dem til et folk uden rettigheder.
Fra ord til handling
Derfor kræver Rødt Venstre:
- At Danmark øjeblikkeligt anerkender staten Palæstina.
- At regeringen arbejder aktivt for at flere EU-lande følger efter – i stedet for at gemme sig bag EU-processer.
- At Danmark presser på for at suspendere EU-Israel-associationsaftalen, så længe Israel fortsætter ulovlige bosættelser og en krig, der rammer civile i Gaza.
- At Danmark i FN aktivt støtter resolutioner, der fastholder retten til palæstinensisk selvbestemmelse.
Dette er ikke en tid for tomme ord. Det er en tid, hvor handling – eller passivitet – bliver målt i menneskeliv.
Hvor står Danmark i historien?
Vi behøver blot at se på Europas historie for at forstå, hvor farlig passivitet kan være. Når bosættelser bliver cementeret, når børn og familier i Gaza bliver dræbt af bomber, og når hele Vestbredden langsomt fragmenteres, så er neutralitet ikke længere muligt. Danmark kan ikke gemme sig bag EU. Vi må tage stilling.
Hvis vi virkelig tror på en fredelig fremtid, må vi også vise det. Norge har vist modet. Frankrig har vist, at selv store europæiske magter kan handle. Australien har vist, at også vestlige allierede kan vælge retfærdighed.
Spørgsmålet er nu: Skal Danmark blive stående på sidelinjen som en passiv tilskuer – eller skal vi gå med i den voksende bevægelse, der siger klart: Palæstina er en stat, og palæstinenserne har ret til selvbestemmelse?
Kilder
- https://www.reuters.com/world/europe/spain-norway-ireland-officially-recognize-palestinian-state-eu-rift-with-israel-widens-2024-05-28/
- https://www.theguardian.com/world/2025/jul/24/france-to-recognise-palestinian-state-at-un-general-assembly-macron-says
- https://www.aljazeera.com/news/2025/8/11/australia-to-recognise-palestinian-statehood-new-zealand-may-follow
- https://www.atlanticcouncil.org/blogs/new-atlanticist/diplomatic-momentum-for-recognizing-a-state-of-palestine-is-growing-heres-what-to-know/
- https://time.com/7308777/palestinian-statehood-countries-recognize-map-australia-momentum-israel-hamas-gaza/
- https://www.reuters.com/world/middle-east/israel-approves-settlement-plan-erase-idea-palestinian-state-2025-08-20/
- https://apnews.com/article/israel-palestinians-west-bank-e1-settlements-8a713939ee6f6552381246dacc8a1301