Vælgerne siger fra: Velfærd før våben

Af Ali Hansen, Anton Schou og Per Møller Jacobsen fra Rødt venstre

Valget gav et tydeligt svar: Befolkningen ønsker velfærd, tryghed, ordentlige boliger, stærke lokalsamfund og bedre kollektiv transport – ikke mere oprustning og flere nedskæringer. Kommunal- og regionsvalgene blev et markant nederlag for SVM-regeringen. Socialdemokratiet går tilbage med mere end fem procentpoint, Venstre mister over tre, og Moderaterne ligger langt under den spærregrænse, der gælder i Folketinget.

For Socialdemokratiet er resultatet dramatisk. Partiet går tilbage i 87 af 98 kommuner, inklusive et historisk tab af overborgmesterposten i København. Til både EU-valget tidligere i år og nu igen ved kommunalvalget har vælgerne placeret ansvaret for et samfund præget af forringelser ved regeringens fødder. Socialdemokratiet opleves af mange som et parti, der er kommet på afstand af almindelige menneskers virkelighed – et parti der taler om velfærd, men gennemfører politik, som gør livet hårdere for dem i bunden af samfundet.

Statsministerens politiske linje – fra pres mod kontanthjælpsmodtagere til store militærpakker og fortsatte besparelser – har ramt bredt. Samtidig har regeringens udenrigspolitiske kurs, herunder dens fortsatte støtte til Israels krig i Gaza, skabt dyb utilfredshed i store dele af befolkningen. Resultatet afspejler en voksende frustration over en regering, der hverken leverer tryghed, sammenhæng eller social retfærdighed.

Blanke stemmer og protester: En advarsel til hele systemet

En stor del af de utilfredse vælgere gik til den reformistiske venstrefløj. SF gik frem, mens Enhedslisten står stille i stemmetal og procentuelt falder en anelse som følge af højere valgdeltagelse. Men endnu flere valgte en helt anden form for protest.

Over 135.000 blanke stemmer blev afgivet ved regionsvalget – næsten 16.000 flere end sidste gang. Det er ikke passivitet. Det er en protest. Når så mange vælgere møder op, men bevidst undlader at sætte et kryds, er det et signal om, at de ikke længere føler sig repræsenteret af de etablerede partier eller den politiske retning, landet bevæger sig i.

Også lokale lister har klaret sig godt i mange kommuner. Hvor de har haft tid til at slå rødder, har de formået at engagere folk gennem nærvær og konkrete løsninger – noget mange landsdækkende partier har haft svært ved.

Den folkelige venstrefløj har været aktiv og synlig flere steder i landet, men det er også tydeligt, at der er et stykke vej endnu, før engagementet omsættes til solide parlamentariske gennembrud. Protesterne viser imidlertid et potentiale: Mange mennesker leder efter et alternativ, der ikke blot siger de rigtige ting, men står ved deres ord og er tæt på folks virkelighed.

En opgave til venstrefløjen – og et signal til S-medlemmerne

For venstrefløjen – herunder Rødt Venstre – er opgaven klar. Vi må forankre os endnu dybere i befolkningens hverdag: på arbejdspladserne, i boligområderne, i ungdomsuddannelserne og i de kommunale systemer, hvor nedskæringerne mærkes klart. Det er her, mistilliden er størst, og det er her, et ægte alternativ skal bygges.

Hvis venstrefløjen formår at kanalisere den brede utilfredshed over i fælles handling, kan de mange protest- og blanke stemmer blive begyndelsen på en ny folkelig bevægelse. Det kræver nærvær, troværdighed, organisering – og en klar linje, der prioriterer velfærd, demokrati og fred over oprustning og spareknive.

Hvis ikke venstrefløjen griber denne historiske mulighed, står den yderste højrefløj klar i kulissen.

Valget rummer også en vigtig lære for de socialdemokrater, der stadig ønsker at stå på arbejderbevægelsens grundlag. De står ved en politisk korsvej. Enten fortsætter de med at acceptere partiets kurs hen imod mere oprustning, øgede sociale forringelser og en hårdere værdipolitik – eller også vælger de at genoplive bevægelsens historiske tradition: kampen for velfærd, lighed og fred.

Hvis de vælger den vej, vil venstrefløjen – både i og uden for Socialdemokratiet – stå klar til at samarbejde. Den brede utilfredshed viser, at Danmark har brug for en ny retning. Nu handler det om, hvem der tør tage ansvar for den.